Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Fjærde kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
430 EN GLAD GUT
Men hvad er det også jeg tænker på? spurte han halvhøjt sig
selv, og da han hadde hørt sin egen stemme, tænkte han: tale kan
du ænnu, kan du le? Og han prøvde på: jo, han kunde le, og
så lo han, højt, ænnu højere, og da syntes han det var kosteligt,
at han sat der og lo ganske alene — og lo. Men Hans, den
kammerat som hadde sittet ved siden av ham, kom ut efter ham.
„I Guds navn, hvad ler du av?“ spurte han og stanste foran svalen.
Da holdt Øjvind op.
Hans blev stående, som han væntet hvad der videre vilde ske;
Øjvind rejste sig, så sig forsigtig om, og da sa han sagte: „Nu
skal jeg sige dig, Hans, hvorfor jeg har været så glad før; det
har været fordi jeg ikke rigtig har holdt av nogen; men fra den
dag vi holder av nogen, er vi ikke længer glade,“ og han brast
i gråt.
„Øjvind!“ hvisket det ute på gården; „Øjvind!“ Han stanste
og lyttet; „Øjvind,“ sa det én gang til, litt stærkere. Det måtte
være den han tænkte. ,Ja,“ svarte han også hviskende, tørket
sig raskt av og trådte frem. Da kom et kvinnfolk stille over
gården. „Er du der?“ spurte hun. „Ja,“ svarte han og stod.
„Hvem er hos dig?“ — „Det er Hans.“ — Men Hans vilde
gå; „nej, nej!“ bad Øjvind. Hun kom nu tæt hen til dem, men
langsomt, og det var Marit. „Du kom så snart bort,“ sa hun til
Øjvind. Han visste ikke hvad han hertil skulde svare. Derved
blev også hun forlegen; de tidde alle tre. Men Hans listet sig væk
så småt efterhånden. De to stod igjæn, så ikke på hværandre,
men rørte sig heller ikke. Da sa hun hviskende: Jeg har i hele
kvæll gåt med noget julegodt i lommen til dig, Øjvind; men jeg
har ikke kunnet gi dig det før.“ Hun trak op nogen æbler, en
skive av en bykake og en liten pæglflaske, som hun stak til ham
og sa han kunde beholde.
Øyvind tok det; „takk,“ sa han og gav hånden frem; hennes
var varm, han slap den straks, som hadde han brænt sig. —
„Du har danset meget i kvæll.“ — Jeg har så,“ svarte hun; „men
du har ikke danset stort,“ la hun til. „Jeg har ikke det,“ svarte
han. „Hvorfor har du ikke det?“ — „Å —“.
„Øjvind!“ — Ja.“ — „Hvorfor sat du og så sådan på mig!“
•
„Marit!“ — „Ja.“ — „Hvorfor likte du ikke at jeg så på dig?“
— „Der var så mange folk.“
„Du danset meget med Jon Hatlen i kvæll.“ — „Å ja.“ — „Han
danser godt.“ — „Synes du?“ — „Synes ikke du?“ — „Å jo.“
Jeg vet ikke hvorledes det er, men i kvæll tåler jeg ikke at
du danser med ham, Marit;“ han vændte sig bort, det hadde kostet
ham at sige det. — Jeg forstår dig ikke, Øjvind.“ — Jeg forstår
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
