Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- En glad gut
- Fjærde kapitel
- Femte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det heller ikke selv; det er så dumt av mig. Farvel, Marit, nu vil
jeg gå.“ Han gjorde et skridt uten at se sig om. Da sa hun efter
ham: „Det er fejl, det du har set, Øjvind.“ — Han stanste:
„At du alt er voksen jænte, er ikke fejl set.“ — Han kom ikke
med det hun hadde tænkt, derfor tidde hun; men under dette ser
hun lysning av en pipe ret foran sig; det var hennes bestefar som
nætop hadde bøjd om hjørnet og kom forbi. Han stanste: „Er
det her du er, Marit?“ — „Ja.“ — „Hvem taler du med?“ —
„Øjvind.“ — „Hvem, sa du?“ — „Øjvind Plassen.“ — „Å,
husmannsgutten på Plassen; — kom straks og følg med in.“
FEMTE KAPITEL
Da Øjvind den følgende morgen slog øjnene op, var det fra en
lang, kvægende søvn og lykkelige drømme. Marit hadde ligget på
bærget og kastet løv ned på ham, han hadde tat imot og kastet
op igjæn; det var gåt op og ned i tusen farver og figurer, solen
stod på, og hele bærget glimret opunder. Idet han vågnet, så han
sig om for at finne alt igjæn; da husket han gårsdagen, og den
samme stikkende, såre smærte i brystet begynte straks. Denne
blir jeg nok aldrig mere kvit, tænkte han og følte en slaphed, som
fallt hele fremtiden fra ham.
„Nu har du sovet længe,“ sa moren, hun sat ved siden og spant.
„Op nu og spis; din far er alt i skogen og fæller ved.“ — Det
var som denne stemme hjalp ham; han stod op med litt mere mot.
Moren husket nok sin egen dansetid; ti hun sat og trallet til
rokken, mens han klædde sig og spiste; derfor måtte han rejse sig
fra bordet og gå til vinduet; den samme tyngsel og ulyst la sig over
ham, han måtte ta sig sammen og tænke på arbejde. Vejret var
slåt om, der var kommet litt kulde i luften, så det der igår truet
med at falle som regn, fallt idag som våt sne. Han tok på sig
snesokker, en lodden hue, sjømannstrøje og votter, sa farvel og gik
med øksen på nakken.
Sneen fallt langsomt i store våte dusker; han strævde opover
kjælkebakken for til venstre at bøje in i skogen; aldrig, vinter eller
sommer, var han før gåt kjælkebakkerne, uten at huske noget som
gjorde ham glad, eller som han længtes til. Nu var det en død,
tung vej, han gled i den våte sne, knærne var stive enten av
dansen igår eller av ulyst; nu følte han det var forbi med
kjælkebakkerne for i år, og dermed for bestandig. Noget annet længtes
han til, der han gik in mellem stammerne, hvor sneen fallt tyst,
en skræmt rype skrek og flakset et par favner borte, og ellers
alting stod, som væntet det på et ord der aldrig blev sagt. Men
hvad det var han stundet efter, visste han ikke tydelig, kun var det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 20:26:36 2025
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/bjornson/1/0433.html
