Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Femte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN GLAD GUT 433
„Han sa ikke så, skolemesteren, idag.a — Jeg skal la en tausere
kar styre med vore penger æn skolemesteren.“ — Ja, han burde
sist tale med din egen kone.“ — Tore svarte ikke herpå, han
hadde nætop fåt ild på pipen, hældte sig nu op til en risbunt
og flydde med blikket først for konen, siden for sønnen, og hæftet
det ved et gammelt kråkerede som hang halvkvælvt bortpå en
furugren.
Øjvind sat for sig selv med fremtiden foran sig som en lang,
blank is, hvorefter han for første gang lot det stå strykende
avsted fra den ene strand til den annen. At fattigdommen stængte
til alle sider, følte han, men derfor gik også al hans tanke ut på
at komme den forbi. Fra Marit hadde den visstnok skilt ham for
bestandig, henne betragtet han halvt som bortlovt til Jon Hatlen;
men al hans tanke stod til at kapløpe med ham og henne hele
livet bortover. Ikke oftere at bli puffet som igår, derfor holde sig
borte til han var noget, og så med den almægtige Guds hjælp
bli noget, det tænkte han på, og det fallt ikke en tvil i hans sjæl
om, at det vilde lykkes. Han hadde en dunkel følelse av, at
gjænnem læsning vilde det gå best; hvad mål den skulde bane,
måtte han senere selv tænke på.
Det blev kjælkeføre om kvællen, barnene kom på bakken, men
ikke Øjvind. Ved åren sat han og læste, og han hadde ikke et
øjeblik at spilde. Barnene væntet længe, tilsist blev en og annen
utålmodig, kom op, la ansigtet til ruten og ropte in; men han lot
som han ikke hørte. Der kom flere, og kvæll efter kvæll; de gik
utenfor i stor forundring; men han vændte ryggen til og læste,
kjæmpet trolig for at samle mening. Senere hørte han at Marit
heller ikke kom. Han læste med en flid som selv faren måtte
sige gik for vidt. Han blev alvorlig; ansigtet, der hadde været så
rundt og bløtt, blev magrere, skarpere, øjet hårdere, Sjælden sang
han, aldrig lekte han, det var som tiden ikke slog til. Når fristelsen
kom på ham, var det som nogen hvisket: „siden, siden!“ og
bestandig: „ siden“. — Barnene rænte, ropte og lo en stund som før,
men da de ikke kunde kalle ham ut til sig hverken med sin egen
akende lystighed eller sine rop in med ansigtet på ruten, blev
de efterhånden borte; de fant andre lekeplasser, og snart stod
bakken tom.
Men skolemesteren mærket snart, det var ikke den gamle Øjvind,
der læste fordi det fallt sig så, og lekte fordi det var nødvendigt.
Han talte ofte med ham, lokket og létte; men det vilde ikke
lykkes ham at finne guttens hjærte så let som i gamle dager.
Han talte også med forældrene, og ifølge samråd kom han ned
en søndagskvæll sist på vinteren og sa, da han hadde sittet en
stund: „Kom nu, Øjvind, så skal vi gå ut, jeg vil gjærne tale
Bjørnson: Samlede værker. I. 28
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
