Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- En glad gut
- Femte kapitel
- Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dette: alt lå løftet og klart. — ,Ja, her er vakkert,“ sa han, men
sukket. — „Far din har hat nok i den plass; du kunde også ha
nok i den.“ — Det glade syn av stedet var med én gang borte.
Skolemesteren stod som han væntet svar, han fik intet, rystet på
hodet og gik med in. Han sat der en stund hos dem, men var
mere taus æn talende, hvorved også de andre blev tause. Da han
sa farvel, fulgte både mannen og konen ham utenfor døren; det
var som de begge væntet på, at han skulde sige noget. De blev
imidlertid stående og se op i kvællen. „Her er blet så uvant
stille,“ sa ændelig moren, „siden barnene har flyttet bort med sin
lek.“ — „I har heller ikke længer noget barn i huset,“ sa
skolemesteren. Moren forstod hvad han mente; „Øjvind er ikke glad
på det siste,“ sa hun. — „Å nej; den som er ærgjærrig, er ikke
glad;“ han så med den gamles ro op i Guds stille himmel.
SJETTE KAPITEL
Et halvt år efter, om høsten nemlig (konfirmationen var blet
utsat til da), sat hovedsognets konfirmanter i præstens borgestue
for at uttages; iblant dem Øjvind Plassen og Marit Hejdegårdene.
Marit var nætop kommet ned fra præsten, hvor hun hadde fåt
en vakker bok og meget ros; hun lo og snakket med sine
ven-inder til alle sider og så omkring sig mellem gutterne. Marit var
fullvoksen jænte, let og fri i al sin adfærd, og gutterne såvel som
jænterne visste, at bygdens beste ungkar, Jon Hatlen, gik på frieri
til henne; hun kunde sagtens være glad, der hun sat. Nede ved
døren stod nogen jænter og gutter, der ikke var sluppet frem; de
gråt, mens Marit og hennes veninder lo; iblant dem var en liten
gut i sin fars støvler og sin mors kirketørklæ. „Gud, å Gud!“
hulket han, Jeg tør ikke gå hjæm igjæn.“ Og dette grep dem
der ænnu ikke hadde været oppe, med samfølelsens magt; der
blev almindelig taushed. Angsten stod dem i hals og øjne, de
kunde ikke se sikkert og heller ikke svælge, hvortil de følte en
bestandig trang. En sat og regnet over hvad han kunde, og skjønt
han blot nogen timer i forvejen hadde funnet ut, at han kunde
alt, fant han nu likeså sikkert ut, at han kunde intet, ikke engang
læse innenad. En annen la sammen sit synderegister, fra han var
så stor han kunde huske, til nu han sat der, og han fant det just
ikke underligt av Vorherre, om han lot ham gå tilbake. En tredje
sat og tok mærke av alle utvortes ting; dersom klokken, som
nætop skulde slå, ikke fik slaget frem før han kom til 20, så
slap han; dersom den han hørte i gangen, var gårdsgutten Lars,
så slap han; dersom den store regndråpen som arbejdet nedover
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 20:26:36 2025
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/bjornson/1/0437.html
