Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN GLAD GUT 437
nummer 1, og svare så hele kirken måtte undre sig. Men den
tolvte sat for sig selv under klokken med begge hænder i lommen
og sa vemodig ut over forsamlingen. Ingen her visste hvad byrde
han bar, hvilket ansvar han stod i. Hjæmme var der en som
viste det; ti han var forlovet. En stor, langbenet kongle gik henad
gulvet og nærmet sig hans fot; han plejde at træde på det ækle
insekt, men idag løftet han kjærlig foten, forat den i fred kunde
gå dit den vilde. Hans stemme var blid som en kollekt, hans
øjne sa vedholdent at alle mennesker var gode, hans hånd gjorde
en ydmyg bevægelse ut av lommen og op i håret, for at lægge
det mere glat. Biot han kunde smyge læmpelig igjænnem dette
farlige nåleøje, vilde han nok vokse ut igjæn på den andre siden,
tygge tobak og gjøre forlovelsen offentlig. Men nede på en lav
skammel med benene i krok op under sig sat den urolige
trettende; hans små gnistrende øjne løp hele stuen rundt tre ganger
i sekundet, og under det stærke, stride hode væltet alle de tolvs
tanker i en broget uorden, fra det mægtigste håb til den mest
sønderknusende tvil, fra de ydmygste forsætter til de mest
bygde-ødelæggende hævnplaner, og imidlertid hadde han spist op alt det
ledige kjøtt på sin højre tommelfinger, holdt nu på med neglene
og sendte store stykker bortover gulvet.
Øjvind sat borte ved vinduet, hadde været oppe og hadde
svaret på alt hvorom han blev spurt; men ikke hadde præsten
sagt noget, ej heller skolemesteren; han hadde i over et halvt år
tænkt på hvad begge vilde sige, når de fik vite hvad han hadde
arbejdet, og han følte sig nu meget skuffet, tillike krænket. Der
sat Marit, som for ulike mindre anstrængelse og kunskap hadde
fåt både opmuntring og løn; det var nætop for at stå stor i hennes
øjne, han hadde arbejdet, og nu nådde hun leende hvad han hadde
arbejdet til med så megen forsagelse. Hennes latter og spas brænte
ham på sjælen; den frihed hvormed hun bevæget sig, gjorde ham
ondt. Han hadde ungåt omhyggelig at tale med henne siden hin
kvæll; der skal gå år hen, tænkte han; men synet av henne, så
glad og overlegen hun sat der, det trykte ham til jorden, og alle
hans stolte forsætter hang som vått løv.
Han forsøkte dog litt efter litt at ryste av. Det kom an på om
han idag blev nummer én, og herpå væntet han. Skolemesteren
plejde at bli litt efter hos præsten, for at ordne ungdommen og
siden gå ned og fortælle dem utfallet; det var jo ikke den
ænde-lige avgjørelse, men det var hvad præsten og han foreløbig var
kommet overens om. Samtalen i stuen blev livligere, efterhvært
som flere blev prøvd og slap; men nu begynte de ærgjærrige at
sondre sig stærkt ut fra de glade; de siste gik, så snart de hadde
fåt følge, for at meddele forældrene sin lykke, eller de væntet for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
