Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
438 EN GLAD GUT
andres skyll, som ikke var færdige; de første derimot blev mere
og mere stille, øjnene så spænt mot døren.
Ændelig var ungdommen færdig, de siste var kommet ned, og
skolemesteren talte altså nu med præsten. Øjvind så til Marit;
hun var like glad, men blev dog sittende — om for sin egen skyll
eller andres, visste han ikke. Hvor vakker Marit var blet;
blændende fin i huden var hun som ingen han før hadde set, næsen
var litt opkastet, munnen småleende. Øjnene var halvlukte, når
hun ikke nætop så på én, men derfor kom blikket altid med
uvæntet magt, når det kom, — og som hun selv vilde lægge til,
at hun ikke mente noget med det, smilte hun halvt i det samme.
Håret var heller mørkt æn lyst, men det var småkruset og lå
langt frem til begge sider, så at det sammen med de halvlukte
øjne gav noget dulgt, som man aldrig kunde bli færdig med. Man
var ikke ganske sikker på, hvem det var hun så efter, når hun
sat for sig selv og imellem flere; heller ikke, hvad hun egentlig
tænkte, når hun så vændte sig til en og talte; ti hun tok
likesom straks tilbake hvad hun gav. Inunder alt dette er vel
egentlig Jon Hatlen gjæmt, tænkte Øjvind, men så dog bestandig
på henne.
Da kom skolemesteren. Enhvær forlot sin plass og stormet
omkring ham. „Hvad nummer har jeg?“ — „Æn jeg?“ — „Æn jeg,
jeg?“ — „Hyss, opløpne unger, intet spektakel her! — rolige, så
skal I få høre det, barn!“ Han så sig langsomt om. „Du er
nummer 2,“ sa han til en gut med blå øjne, der så bønlig på
ham, og gutten danset ut av kredsen. „Du er nummer 3“ — han
slog på en rødhåret, rask liten en, som stod og slet ham i trøjen;
„du er nummer 5, du nummer 8,“ o.s.v. Han fik se Marit: „Du
er nummer 1 av jænterne;“ hun blev blussende rød over ansigt
og hals, men forsøkte at smile. „Du nummer 12, har været doven,
din knægt, og en stor skøjerfant; du nummer 11, ikke bedre at
vænte, gutten min; du nummer 13, må læse dygtig, møte frem til
overhøring, ellers går det dig galt! —“ Øjvind kunde ikke holde
det ut længer; nummer 1 var visstnok ikke nævnt; men han stod
den hele tid således at skolemesteren kunde se ham. „Skolemester!“
— han hørte ikke; ,,skolemester!“ — tre ganger måtte han gjænta
det, før det blev hørt. Ændelig så skolemesteren på ham;
gummer 9 eller 10, husker ikke sikkert hvilket,“ sa han og vændte
sig til en annen. „Hvem er nummer 1 da?“ spurte Hans, som
var Øjvinds beste ven. — „Det er ikke dig, du krushode!“ sa
skolemesteren og slog ham på hånden med en papirrulle. „Hvem
er det da?“ spurte flere, „hvem er det, ja hvem er det?“ — „Det
får den vite som har nummeret,“ svarte skolemesteren strængt;
han vilde ikke ha flere spørsmål. — „Gå nu vakkert hjæm, barn,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
