Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN GLAD GUT 453
velkommen! løv stod og duftet langs væggene, ener lå strødd på
gulvet og talte om højtid. De satte sig ned for at spise; men der
blev dog ikke stort spist, ti han snakket uten ophør. De betragtet
ham nu — hvær enkelt med mere ro, opdaget forskjel og likhed,
så på det som var aldeles nyt ved ham, like til de blå klædesklær
han gik i. Engang han hadde fortalt en lang historie om en av
sine kammerater og ændelig sluttet, så der blev en liten stans,
siger faren: Jeg forstår næsten ikke et ord av hvad du siger, gut,
du taler da så overhændig fort.“ — De slog i en latter
allesammen, og Øjvind ikke mindst; han visste meget godt det var sant,
men det var ham ikke muligt at tale langsommere. Alt det nye
han på sin store utfærd hadde set og lært, hadde således grepet
hans inbildningskraft og opfatning, og således jaget ham ut av vante
forhold at kræfterne, der længe hadde hvilt, var som opskræmt,
og hodet kom i uavladeligt arbejde. Ænvidere la de mærke til,
at han hadde for vane, hist og her rent vilkårlig, at ta to, tre ord
op igjæn, atter og atter op igjæn, av lutter travelhed; det var som
han snublet over sig selv. Somme tider fallt det latterligt, men
så lo han, og glæmt var det. Skolemesteren og faren sat og
spejdet, om noget av omtanken var gåt bort; men det lot ikke så:
han husket alt, var selv den som minte om, at de burde losse båten,
pakket straks ut sit tøj og hængte op, viste frem sine bøker, sit
ur, alt det nye, og det var vel bevaret, sa moren. I sit lille
værelse var han overmåde glad; han vilde være hjæmme for det
første, sa han, hjælpe til med højonnen og læse. Hvor han siden
skulde hen, visste han ikke; men det var ham akkurat det samme.
Han hadde fåt en raskhed og kraft i tænkningen, som
forfrisket, og en livlighed i at uttrykke sin følelse, som gjør den så
godt, der hele året igjænnem blot lægger an på at holde tilbake.
Skolemesteren blev 10 år yngre.
„Nu er vi kommet så langt med ham,“ sa han strålende, da
han rejste sig for at gå.
Da moren var kommet in fra det sædvanlige følge til
stenhællen, bad hun Øjvind ut i kammerset. „Der er en som vænter på
dig kl. 9,“ hvisket hun. — wHvor?“ — „Oppå bærget.“
Øjvind så på klokken, og den gik til 9. Inne kunde han ikke
vænte, men gik ut, kløv op over bærget, stanste deroppe og så.
Hustaket lå tæt opunder; buskene på taket var blet store, alt
ung-træ omkring hvor han stod, var også vokset, og han kjænte
hvært ett.. Han så nedover vejen som gik langs bærget og hadde
skogen på den andre siden. Vejen lå grå og alvorlig, men skogen
stod med al slags løv; trærne var høje og bent voksne, inne i
den lille bugt lå et fartøj for slappe sejl; det var lastet med
planker og væntet vind. Han så ut over vandet som hadde båret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
