Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Tolvte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
468 EN GLAD GUT
folk oppe i lien, de tar løv, men arbejder ikke, uten hvær gang
jeg ser på.“ Han stolprer hen efter den store hue og stokken,
og siger imidlertid: „De liker nok ikke at arbejde hos mig; jeg
forstår det ikke.“ Da de vel var kommet ut, og de bøjde om
huset, stanste han. „Her, ser du? Ingen orden; veden slængt
utover, øksen ikke hugd i stabben,“ han bøjde sig med bryderi,
løftet den og hugg den fast. „Her ser du en fæll som er fallt
ned; men har nogen hængt den op?“ han gjorde det selv. „Og
her stabburet; mener du trappen er tat bort?“ han bar den til
side. Da stanste han og så på skolemesten og sa: „Således hvær
eneste dag.“ —
Som det gik opover, hørte de en munter sang fra lierne. „Nu,
de synger til arbejdet,“ sa skolemesteren. — „Det er lille Knut
Østistuen som synger; han tar løv for sin far. Derborte arbejder
mine folk; de synger nok ikke.“ — „Det er ikke av bygdens
viser, dette?“ — „Nej, jeg hører det.“ — „Øjvind Plassen har
været meget derborte i Østistuen; kanske det er av dem han
har ført til bygden; ti der følger megen sang med ham.“ Herpå
svartes ikke.
Marken de gik over, var ikke god; den savnet pleje.
Skolemesteren bemærket dette, og da stanste Ole. „Jeg har ikke magt
til mere,“ sa han næsten rørt. „Fremmede arbejdsfolk uten tilsyn
faller for kostbart. Men det er tungt at gå over slik mark, kan
du tro.“
Da der blev tale fremover mellem dem om, hvor stor gården
var, og hvad som mest trængte dyrkning, besluttet de at gå op i
lien for at overse det hele. Da de langt om længe var nådd op
til et højt sted og tok det i øjesyn, var den gamle bevæget: Jeg
vilde ret ikke gjærne gå fra den slik. Vi har arbejdet dernede,
både jeg og mine forældre, men det vises ikke.“ —
Da skar der en sang like ned over deres hoder, men med den
ejendommelige skarphed som en guttestemme har, når den rigtig
stormer på. De var ikke langt fra det træ, i hvis top lille Knut
Østistuen sat og fællte løv for sin far, og de måtte lye på gutten:
Når du vil på fjællesti
og skal nisten snøre,
læg så ikke mere i,
æn du let kan føre!
Drag ej med dig dalens tvang
i de grønne lider,
skyll den i en frejdig sang
ned ad fjællets sider!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
