Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Et farligt frieri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ET FARLIGT FRIERI 483
Tore Næsset var bare husmannsgut; men ænda var der dem
som sa, at han var den som kom oftest til gårdmannsjænten på
Huseby. Gamle Knut likte det ikke, sa også, det var ikke sant,
„ti han hadde aldrig set ham der“. Men folk smålo sig imellem
og mente, at hadde han søkt vel i krokene istedenfor at drages
med alle dem som støjet og ståket på gård og gulv, så hadde
han funnet Tore.
Våren kom, og Aslaug drog til sæters med kreaturerne. Når nu
dagen la sig het over dalen, fjællet rejste sig svalt op over
sol-røken, bjællerne sang, buhunden gjødde, Aslaug hauket og blåste
på lur oppe i lierne, — da fik gutterne hjærteondt der de gik og
vinnet nedpå vollen. Og første lørdagskvæll la den ene fortere
opover æn den annen. Men ænnu fortere kom de nedover igjæn;
ti oppe på sæteren stod en gut bak døren, og han tok imot hvær
en som kom, og rundjulte dem således, at de siden bestandig
husket de ord der lagdes til: „Kom igjæn næste gang, så skal
du få mere.“
Ikke rettere æn de kunde skjønne, så var der bare én i det
præstegjæll der ejde en slik næve, og det måtte være Tore Næsset.
Og alle de rike gårdmannsgutter syntes det var for galt, at den
husmannsbukk skulde stange højest oppe på Husebysæteren.
Det samme syntes også gamle Knut, da han fik høre derom,
og han mente tillike, at var der ingen annen som kunde binde
ham, så skulde han og hans sønner forsøke. Knut tok visstnok
til at ældes nu, men ænda han var henimot seksti år, plejde han
gjærne ta et tak eller to med sin ældste søn, når det blev for
stille i et godt lag.
Opover til Husebysæteren gik bare én vej, og den bar bent
gjænnem gården. Næste lørdagskvæll, da Tore vilde til sæters og
listet gjænnem gården — alt lettere på foten da han var kommet
til låven, for en kar like i hans bringe, „Hvad vil du mig?“ sa
Tore og slog ham i marken, så det sang i ham. „Det skal du få at
vite,“ sa en annen bak ham med et nakkedrag, og det var broren.
„Her kommer den tredje,“ sa gamle Knut og gik ham bent
på livet.
Tore blev stærkere i faren; han var så myk som en vidjekvist,
og slog så det sved; han smatt og smøg; der slag fallt, var han
ikke; der de intet væntet, fik de. Banket blev han visstnok
tilsist, og det til gagns, men gamle Knut sa ofte siden, at stautere
kar hadde han næppe været i kast med. De holdt på til der fløt
blod, men da sa Husebyen: „Stop!“ og la til: „Kan du næste
lørdagskvæll slippe forbi Huseby-ulven oghans unger, så skal
jænten være din!“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
