Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Trofasthed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
500 SMÅSTYKKER
levde. Hun selv vilde det imidlertid noget anderledes og fik de
to utflyttede over på sin side. Gården var blet til et dygtigt bruk;
den trængte mere hjælp, hvorfor moren foreslog at løse de to
ældste ut og dele gården mellem de fire, således at to og to holdt
sammen om hvær sin del. Der skulde opføres et nyt sæt hus
ved siden av de gamle; det ene par skulde dra derin, det annet
par bli hos henne. Men av det par som drog ut, måtte én gifte
sig; ti de måtte ha hjælp til hus og fæ, — og moren nævnte den
jænte som hun ønsket til sønnekone.
Det hadde ingen noget imot; men nu var spørsmålet bare:
hvilke to skulde flytte ut, og hvem av disse to skulde gifte sig?
Den ældste sa at han nok kunde flytte ut, men aldrig vilde han
gifte sig, og hvær av de andre skjøt det også fra sig.
Da blev de enige med moren om, at jænten selv kunde få
avgjøre det. Og oppe ved sommerfjøset en kvæll spurte moren
henne, om hun ikke vilde flytte in som kone på Flaterne, og
jænten vilde nok gjærne det. Ja, hvem av gutterne hun så ønsket,
for hun kunde få hvem hun vilde. Nej, hun hadde ikke tænkt
over det. Så måtte hun nu gjøre det, for det stod til henne. Ja,
så kunde det vel bli den ældste; men ham kunde hun ikke få,
for han vilde ikke. —Jænten nævnte så den yngste. Men moren
mente det var så underligt med det; „han var den yngste.“ — Så
den næstyngste. — „Hvorfor ikke den næstældste?“ — „Ja,
hvorfor ikke den næstældste?“ svarte jænten; for det var ham hun
hadde tænkt på hele tiden, derfor hadde hun ikke nævnt ham.
Men moren hadde skjønt, like fra den stund den ældste vægret
sig, at så måtte han tro den næstældste og jænten hadde et godt
øje til hinannen. Den næstældste ægtet altså jænten, og den ældste
flyttet ut med ham. Hvorledes gården nu blev delt, fik ingen
utenforstående vite; ti de arbejdet sammen som før og bar in sammen,
nu i den ene, nu i den annen lade.
Om en stund tok moren på at bli klejn; hun trængte hvile,
følgelig hjælp, og sønnerne kom overens om at fæste en jænte
som ellers gik i arbejde der. Den yngste skulde spørge jænten
næste dag de løvet; han kjænte henne best. Men den yngste
måtte længe i stillhed ha likt jænten, for da han skulde spørge,
gjorde han det så underlig, at jænten trodde han vilde fri, og hun
svarte ja. Gutten blev rædd, gik straks til sine brødre, og sa dem
hvor galt det var gåt. Alle fire blev alvorlige, og ingen turde sige
det første ord. Men den næstyngste så på den yngste, at han
virkelig holdt av jænten, og at det var derfor han var blet rædd.
Han ante med det samme sin egen lodd, den at bli ungkar; ti
skulde den yngste giftes, kunde ikke han. Det fallt litt hårdt, for
han hadde selv en han syntes om; men derved var nu intet at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
