Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Trofasthed - En livsgåde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gjøre. Han sa da det første ord, nemlig at de var sikkrest på
jænten når hun blev kone på gården. Straks en hadde talt, var
de andre enige, og brødrene gik for at tale med moren. Men som
de kom hjæm, var moren blet syk for alvor; de måtte vænte, til
hun var blet frisk, og da hun ikke mere blev frisk, holdt de atter
råd. I dette fik den yngste sat igjænnem, at så længe moren lå,
skulde de ikke gjøre forandring; ti jænten måtte ikke få flere at
passe æn moren. Derved blev det.
I seksten år lå moren. I seksten år plejde den tilkommende
svigerdatter henne, stille, tålmodig. I seksten år møtte sønnerne
hvær kvæll ved hennes seng, for at holde opbyggelse, og om
søndagen også de to ældste. Hun bad dem ofte i disse stille timer
at huske den som hadde plejet henne; de forstod hvad hun
dermed mente, og lovte det. Hun velsignet i alle disse seksten år
sin sygdom, fordi den hadde latt henne smake en mors glæde til
det siste; hun takket dem i hvær sammenkomst, og én gang blev
så den siste.
Da hun var død, møtte de seks sønner, for selv at bære henne
til graven. Her var bruk at også kvinner fulgte til graven, og
denne gang fulgte det hele sogn, mænn og kvinner, alle som
kunde gå, like til barnene, — først klokkeren som forsanger, så
de seks sønner med kisten, og derefter hele sognet, alle i sang,
så det hørtes en fjærding borte. Og da liket var jordet, og de
seks hadde skoflet til, drog hele følget in i kirken, for der skulde
den yngste vies med det samme; de vilde ha det så, brødrene,
fordi det i grunnen hørte sammen. Her talte præsten, som var
min nu avdøde far, om trofasthed, og talte således, at jeg som
tilfældig var kommet til stede, syntes da jeg kom ut igjæn av
kirken, at det gik sammen med fjællene og sjøen og storheden
i den hele natur.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
