Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - En livsgåde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
504 SMÅSTYKKER
ti der var dypt ned. Han hørte heller ikke; ti han var
fallt om.
Av havet var hun kommet til ham hin nat, i havet var hun
atter forsvundet, og med henne historien om hennes liv. I det
natsorte dyp var alt det dukket som ejde hans sjæl, — skulde
han ikke efter? Han var kommet hit med den urokkelige vilje
at få en ænde på sin kval; — dette var ingen ænde, nu kunde
den aldrig komme, nu vilde det først for alvor begynne. Hennes
siste gjærning ropte jo op til ham, at han hadde tat fejl og dræpt
henne! Uagtet kvalen blev tidobbelt, han måtte leve, for at grunne
over hvorledes dette var gåt til. Hun, som næsten var den eneste
der var reddet hin frygtelige nat, hun skulde bli reddet, blot for
at dræpes av ham som hadde reddet henne. Han som hadde
sejlet og handlet, som om værden kun var hav og handel, var
pludselig blet offer for en ælskov der dræpte både ham og henne.
Var han ond? Han hadde aldrig hørt det sige, og aldrig følt det.
Men hvad var det så? Han rejste sig — ikke for at kaste sig
ut, men for at gå nedover igjæn; ingen dræper sig i samme stund
han har fåt en gåde at løse.
Men den kunde jo aldrig løses. Hun hadde bodd i Amerika
siden hun var voksen, hun kom derfra da skibene støtte. Hvor
i Amerika skulde han begynne? Hvor var hun fra i Norge, han
visste det ikke bestemt, han var ikke engang viss på, at hennes
familienavn var det familien i Norge hadde båret. Den fremmede
skipper? Ja, hvor var han? Og kjænte han henne, eller var det
blot henne som kjænte ham? Dette var som at spørge havet,
at rejse og begynne en efterforskning var som at styrte sig deri.
Han hadde tat fejl! En angrende skyldig vilde ha lettet sig
ved at tilstå for sin mann, en ikke angrende vilde ha søkt
utflugter. Men hun åbenbarte intet, hun søkte heller ikke utflugter,
hun kastet sig i døden, da han trængte på. Det mot har ingen
skyldig. Ja, hvorfor ikke? Heller æn at tilstå; ti dertil skal et
ænnu større. Men tilståelsens mot savnet hun ikke; ti hun hadde
jo begynt med at tilstå, at der var noget hun ikke kunde sige.
Det måtte være brøden selv som forbød det. Men hun kunde
ikke ha båret på nogen stor brøde; ti hun var ofte glad, ja
overgiven, hun var hæftig, men hun hadde fin følelse og var
hjærtegod. Brøden måtte være en annens. Hvorfor så aldrig
sige at den var en annens; ti dermed hadde alt været forbi. Men
var det hverken hennes eller en annens, hvad var det så? Hun
hadde jo selv sagt der var noget,— og den fremmede skipper
som hun var blet så rædd? Hvad var det, hvad i evighed var
det? — Hadde hun levd ænnu, han hadde plaget henne ænnu,
— han grep sig deri og følte sit store elende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
