Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - En livsgåde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN LIVSGÅDE 505
Men det begynte igjæn. Måske var hun ikke så skyldig som
hun selv trodde, eller måske ikke så skyldig som hun måtte synes
andre; hvor ofte er der ikke uskyll bak vor skyll, enfold i synden,
skjønt så få kan forstå det, og ham hadde hun ikke trodd istand til
at forstå det, ham som var idel mistanke. Han vilde av ett klart
svar ha fåt tusen mistænksomme spørsmål, derfor hadde hun
heller trodd sig til døden æn til ham! Hvorfor hadde han aldrig,
aldrig, kunnet la henne i ro? Til ham var hun flygtet fra sin
fortid, hos ham hadde hun søkt værn imot den, og så var det
ham som lokket den efter, og som idelig slap den løs på henne!
Hun var jo ham hengiven, hun var varm og dejlig hos ham, —
hvad kom så hennes fortid ham ved! Og hvis den kom ham
ved, hvorfor da ikke straks? Nej, efter hvært som hennes
ømhed steg, steg hans uro; da hun ikke blot av beundring og
tak-nemmelighed, men av hjærtet blev hans, da vilde han vite om
hun hadde været nogen annens, og hvad hun før hadde oplevet.
Og jo mere ondt det gjorde henne, jo mere hun bad for sig, desto
mere måtte han trænge på, ti så var der jo noget!
For første gang fallt det ham in: Hadde han sagt henne alt?
Gik det virkelig an at sige hværandre alt? Vilde det forståes som
det var? Visselig ikke.
Han hørte to barn leke, og så sig om. Han sat i det grønne
innelukke som hun nylig hadde talt om, men han visste ikke
derav før nu. Fem timer var gåt, han trodde det var nogen
minutter. Barnene hadde måske længe lekt der, nu først hørte han
dem. Ak, var det ikke Agnes, præstens seks- eller otteårige datter,
som Åsta hadde ælsket til avguderi, og som var henne så lik,
— Gud i himlen, hvor var hun henne lik! Hun hadde nætop
hjulpet sin lille bror op på en sten, han skulde sitte i skole,
og hun være skolemester. „Sig nu, som jeg siger,“ sa hun:
„Fader vor!“ — „Fa’ vå!“ — „Du som er i himlen!“ —
„Him-men!“ — „Helliget vorde dit navn!“ — „Hæge vå nam!“ —
„Til-komme dit rike!“ — „Nej!“ — „Ske din vilje!“ — „Nej, vil ikke!“
.... Botolf hadde baklængs sneget sig ut, det var ikke bønnen
som tok ham, han la ikke engang straks mærke til at det var en
bøn; men mens han så og hørte på barnene, blev han i sine egne
øjne til et urent rovdyr, utstøtt av Guds og menneskers samfund.
Bak buskene drog han sig bort, forat barnene ikke skulde
opdage ham; han var mere rædd dem æn han i sit liv hadde været
nogen. Han listet in i skogen, langt fra alfarvejer. Hvor skulde
han hen? Til det tomme hus han hadde kjøpt og inredet for
henne? .. Eller længer ut? ... Det var likegyldigt, ti hvorhen
han tænkte sig, så stod hun foran ham. Man siger om døende
at de tar det siste billede med i sine øjne; den der vågner av en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
