Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - En livsgåde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN LIVSGÅDE 507
alle rum, og så med samme skrik, hundeglam og hæstevrinsk
nedover igjæn i sjøen, hvor det var blet borte. Den sykes tyende,
mænn som kvinner, rømte uten videre, og de fortalte alt dette.
Ingen turde mere nærme sig gården. Hadde ikke et par gamle
husmannsfolk som han hadde været god imot, nu tat sig av ham,
så var han blet liggende uten hjælp. Den gamle kone som gik
om ham, var selv i stor frygt; hun brænte halm under hans seng,
for at fordrive den onde; men skjønt den syke nær var blet
brænt op, forløstes han ikke. Han lå i utrolige lidelser. Den
gamle kone tænkte ændelig, der måtte være et menneske han
væntet på. Hun spurte ham om der skulde gå bud efter præsten.
Han rystet på hodet. Var der ingen annen han gjærne vilde se?
Derpå svarte han ikke. Den følgende dag, best som han lå,
nævnte han tydelig navnet Agnes. Ganske visst kom det ikke
som svar på konens spørsmål fra igår, men den gamle tok det
derfor; glad reiste hun sig og gik ut til sin mann, og bad ham
skynde sig at spænne for og rejse over til præstens og hænte
Agnes. På præstegården trodde de jo der var hørt fejl, og at
det var præsten som skulde i sognebud; men den gamle mann
påstod sit, at det var Agnes. Hun sat selv inne og hørte det,
og blev meget rædd; for hun hadde jo også hørt om djævelen
og om toget op av sjøen; men hun hadde også hørt at den syke
væntet på nogen, for at få dø, og fant det ikke underligt, at det
var på henne som hans kone så ofte hadde hæntet over. Hvad
en døende vilde, måtte gjøres, sa de henne, og når hun bad
vakkert til Gud, så gjorde ingen henne noget ondt. Og det trodde
hun, og lot sig klæ på. Det var en kold, klar kvæll med lange,
følgende skygger, dumbjællerne fik ekko i skogen, det var litt
fælent, men så sat hun og bad med foldede hænder inne i sin
muffe. Hun så ingen djævel, ej heller hørte hun tog fra sjøen,
ved hvis side hun kjørte; men hun så stjærnerne over og lyset
ret foran på bakken. Oppe ved gården var det uhyggelig stillt,
men den gamle kone kom straks ut og bar henne in, og tok av
henne rejsetøjet og lot henne varme sig ved ovnen. Og imens
sa den gamle at hun skulde være ved godt mot, og bare gå trøstig
frem til ham og be sit Fadervor over ham. Da hun var blet
varm, tok den gamle henne ved hånden og ledte henne in i
kammerset. Der lå han med langt skjæg og hule øjne, og så stort på
henne; hun syntes ikke han var stygg, og hun var ikke rædd.
„Tilgir du mig?“ hvisket han. Hun skjønte hun skulde sige ja,
og derfor sa hun ja. Da smilte han og prøvde at lette sig, men
blev kraftesløs liggende. Hun begynte straks på sit Fadervor, men
han gjorde en avværgende bevægelse og pekte på sit bryst, og
nu la hun begge sine hænder derpå, for hun forstod det så, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
