Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - En ny feriefart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN NY FERIEFART 513
beundrer sydpå, f. eks. i Romsdal. I Lyngenfjord har vi dem
igjæn, tildels også i Balsfjord, måske i flere fjorder, som jeg
ikke har været inne i, og langs kysten nu og da, skjønt sjældnere.
Dog sejler vi frem mellem fjæll og ser blot fjæll, klædde og
ikke klædde, undertiden grønne til toppen, undertiden milevidt
grå masser uten græstorv. Derfor kan man komme til steder
som synes overhændig stygge; men stiger man et stykke til vejrs
og får stedet i fjærnsyn, så at stenens former og forhold, havets
dype farve, luftens klarhed får magt, da kan uændelighedens
forestilling suse in over det utstrakte, ville land, og da er det skjønt.
Således f. eks. Hammerfest. Straks man fra den lille, hist og
her av jordhytter sammenæltede tranby kommer op på „Salen“,
et lite fjæll bak den — ligger byen lun og ordnet, bøjd med
bugten. Dens overordentlige virksomhed spiller på fjord og fjøre
i fartøjer, store og små, fiskehjæller, trankokerier, finnebåter
dampskibe. I den flere mil store dam som sjøen synes at være
— innestængt av grå fjæll, bak hvilke snefjæll blinker — stiger
desuten en klippe-ø op, skyter et frodigt næss ut. I luftens
klarhed toner den tunge natur venligere hen, og den menneskelige
virksomhed innen dens ramme løftes op med i et storladent
intryk. Dette er værdens nordligste by, under 71de breddegrad.
Alt norsk landskap synes mig ellers, i motsætning til dansk, at
by lite behag i det nærværende, d. v. s. på den plet hvor man
står, men desto oftere uændelig Skjønhed i fjærnsyn.
Ænvidere synes den norske natur mig at fængsle ved sin
ejen-dommelighed, og dette da især kysten, og her igjæn, jo længer
nordpå man kommer. Men til ret at føle ejendommeligheden
hører det, at sinnet stemmes til iagttagelse av livet, menneskers,
fugles, fiskes, som her møter frem. Man vil langs hele Norges
kyst likeså visst møte forskjel i ansigtsformer, sprog, væsen og
klædragt, som man alt i det fjærne ser forskjellige båtformer
stævne imot sig. Nordlændingens båt (forskjellig hele vejen
opover) viser sig for den langrejsende som noget aldeles nyt, efter
mit tykke som den skjønneste i landet, inrettet for hans behov
i de store avstande deroppe, nemlig som skarpsejler, desuten for
fiskebruket, idet den er let at vænde og håndtere. Dens form er
på én gang stærk og smidig, og noget av det samme synes
folket mig at ha. Man har kallt Nordlændingen træg, og han vil
ænnu længe vise sig så; han er nemlig mistænksom. Et mere
vanskjøttet, mere utplyndret og overset folk har Norden intil for
nylig ikke hat. Oprørende er det at høre om embedsmænn og
forordninger i Dansketiden, om Bergenser-kjøbmænnenes snyterier
like op i vor, og om landhandlernes do. I Nordland og Finmarken
hadde et så gjænnemført plyndringssystem vunnet virkelig hævd,
Bjørnson: Samlede værker. I. 33
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
