Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - En ny feriefart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vækst, såsom finere frugt, kan ikke nå frem; ti dette er — vel at
mærke — under 70de og 71de breddegrad, derfor måske det største
under i dette undernes land. Når jeg stod i Lyngenfjord og
ikke nætop fæstet mig ved, hvad slags trær og frugt det var
som her vokste så frodig,[1] kunde naturens yppighed og form,
solvirkningen over fjord og fjæll overtale mig til at tro jeg stod i
Italien; snefjællene længst bak kunde ikke forstyrre dette intryk;
ti dem ser man ofte i Italien.
I selve sejlleden møter også undertiden en blid skjønhed midt
i det store, f. eks. den brede insejling til Tromsø. Snefjællstort på
begge sider, men nedentil flatt og fint utskytende i sundet, står
landskapet med gårder og grønne enger; byen ligger under en stor
høj, klædd med bjørkeskog, hvorutav invånernes mange
sommerhus hvidner, og flag vifter. Står man oppi en av disse
sommerboliger, blir synet ænnu større, men byen nedenunder liten i den
store natur; alt som gir liv, føles venligt. Går du gjænnem haven,
dufter blomsterne med Nordens fine aroma, og skyter du gjænvej
gjænnem skogen til et annet hus, hilser græs og bjørk på samme
måte. For din fot flyver op det ene rypekuld efter det annet;
disse sommerspraglede fugler med de hvite, butte halser og tykke
sokker holder til like ved husvæggene.
Idet jeg nu må slutte denne skildring, som jeg tænkte skulde
opmuntre til en ny feriefart, skulde kalle på Nordens rejsende
folk — samler alle billeder sig for mig i et eneste. Jeg har alt
nævnt det, idet jeg sa at Norges natur er skjønnest i fjærnsyn.
Det er i fremtidens fjærnsyn jeg ser det. Norge er ikke altid
rikt i det nærværende — uryddet, ufærdigt som det står; men der
skyter fremtid op av det ufærdige. Det symbol er nu over landet,
at hine egne som i vor histories gry stod med store slægter og
stærke bedrifter, atter luer i opgående sol.
Som siste nydelse ved hin færd må jeg dog nævne den, efter
ukelang fart mellem fjæll, igjæn at sejle frem blandt lave
skogrygger, se på store kornsletter og lunede hus, at svinge in i
sundet ved Namsos, at tumle blandt Overhallens friske folk
med deres raske hæster mellem gårdene i det berømte korn- og
skogland. Vil man gjøre det, da over Snåsen til Stenkjær og
ikke den annen (almindelige) vej. Fra Stenkjær til Levanger
er det skjønneste stykke i sit slags i vort land; men det må sees
i solskin. Her føler man pakt i sit sinn med de brede bygder; at
ha været i det store og ville har styrket, ja fordoblet ævnen til
at forstå og ælske det jævne, det frugtbare, det yndige.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
