Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jærnbanen og kirkegården - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Han var kommet til møtet sammen med Lars, men gik hjæm
alene, skjønt vejen var lang. Det var en kold høstdag, skarp og
avblåst stod skogen, grågul marken, rim begynte hist og her at
ligge efter i vejkanten. Skuffelsen er en frygtelig kammerat, han
følte sig så liten og forlatt, der han gik, men Lars stod for ham
allevegne, ragende til himmels i aftenskumringen som en kjæmpe.
Det harmet ham at han skyllte sig selv, at dette var blet et
hovedslag: ti han hadde sat for meget på en eneste liten sak.
Men overraskelsen, smærten, vreden hadde vunnet på ham, — det
brænte, suste, gråt og raste i ham ænnu. Han hørte vognrammel
bakved sig, det var Lars som kom i skarpt trav med sin
ypperlige hæst, og kjørte forbi ham så det dundret på den hårde vej.
Han så efter ham, som han sat der bredskuldret i vognen, mens
hæsten raste på av hjæmlængsel, uten at Lars gjorde annet med
den æn at la den ha slap tømme. Dette blev som et billede på
hans kræfter; denne mann kjørte frem til målet! Selv følte han
sig kastet ut av hans kjærre, der han piltet frem i høstkulden.
Hjæmme på Åkre gik konen og væntet. Hun visste at et slag
skulde stå, hun hadde aldrig i sit liv trodd Lars, og følte nu
rædsel for ham. Det hadde ikke trøstet henne, at de hadde kjørt
væk sammen, det vilde ikke engang trøste henne, om de kom
hjæm sammen. Men mørket fallt på, og de kom ikke. Hun stod
i døren; ti vejen gik der forbi, hun gik nedover, og hun gik hjæm
igjæn, men ingen vogn. Ændelig hører hun det durer i den hårde
vej, hjærtet slår så hurtig som vognhjulene går rundt, hun holder
sig til dørkarmen og ser; vognen kommer, kun én sitter i; hun
kjænner Lars som ser og kjænner henne, men kjører forbi uten
at stanse: nu blev hun rædd tilgagns! Hun kjænte ikke benene
under sig, hun vaklet in og sank ned på bænken under vinduet.
Barnene blev bange og kom om henne, den minste spurte efter
far; ti hun talte aldrig med dem om annet æn om ham. Det var
sådant hjærtelag i ham, derfor ælsket hun ham, men nu var dette
hjærtelag ikke hjæmme hos dem, derimot ute i alt slags bestyr,
hvor han selv blev ulykkelig og gjorde alle dem ulykkelige. Bare
der ikke var hændt noget galt; ti Knut var så opfarende —
hvorfor kom Lars alene? hvorfor stanste han ikke? — Skulde hun
springe efter ham? Eller nedover mot mannen? Hun pintes, og
barnene trængte på og spurte hvad det var. Men for dem vilde
hun ikke være ved det, så hun rejste sig og sa at de måtte
spise kvællsmaten alene, stelte så til rette og hjalp dem. Hun så
alt i ett nedover vejen. Han kom ikke. Hun klædde av dem og
la dem ned, og det minste læste sin aftenbøn, mens hun stod over
ham. Hun bad selv så inderlig med i ordene som den spæde
munn så trøstig sa foran, at hun ikke la mærke til skridtene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
