Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jærnbanen og kirkegården - Annet kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Knut Åkre sprang op fra sit sæte, Lars stanste, alle så op med
forfærdelse; ti gamle Knut Åkre hadde været bygdens velgjører
og dens mest ælskede mann i uminnelige tider. Der blev et
ophold som varte minutter. Ændelig rømmet Lars sig og læste
videre. Men det blev værre, jo længer listen skred frem; ti desto
nærmere kom den deres egen tid, desto kjærere blev de døde.
Da han ændte, spurte Knut Åkre stille, om ikke de andre syntes
som han, at der sat spøkelser omkring dem. Det var nætop blet
skymt i stuen, og skjønt de var voksne mænn og sat flere
sammen, var det ikke frit at de følte sig rædde. Lars tok en
fyrstikbunt op av lommen og tændte lys, idet han noget tørt sa, at
dette var jo ikke mere æn hvad de visste før. „Jo,“ sa Knut,
idet han gik op og ned ad gulvet; „dette er mere æn jeg før
visste. Nu begynner jeg tro at selv jærnbaner kan kjøpes for
dyrt.“ Det gav som et sætt i de andre, og Knut sa at saken
måtte tages op igjæn; han fremsatte derom forslag. „I den
ophisselse som her har været,“ sa han, „er også jærnbanens nytte
betydelig blet overvurderet; ti dersom jærnbanen ikke kommer
til at gå gjænnem bygden, må der lægges station ved begge dens
ændepunkter; ti det er altid brysommere at kjøre dit æn om vi
hadde stationen midt iblant os, det er sant; men så forfærdeligt
er det dog ikke, at man for den saks skyll behøver at krænke
de dødes ro.“ — Knut var av dem som, når der kom fart i hans
tanker, fik udmærkede grunne til forærings, han hadde ikke et
minut i forvejen visst hvad han her sa, men det slog alle. Lars
følte stillingens fare og tænkte det var best at være forsigtig, og
gik derfor tilsyneladende in på Knuts forslag; ti sådanne følelser
er altid værst i begynnelsen, tænkte han; man får utsætte.
Men her hadde han forregnet sig. Ti i bestandig større og
større bølger gik rædselen for at røre ved deres slægtningers lik
ut over bygden; hvad ingen hadde tænkt på, så længe saken var
almindelig, blev til et dypt spørsmål da det viste sig at røre dem
selv. Kvinnerne kom især i bevægelse, og ved tingstuen var der
sort av folk den dag de hadde deres næste møte. Det var en
varm sommerdag, vinduerne blev tat ut, og der stod likeså mange
utenfor som innenfor. Alle følte, at idag vilde stå et stort slag.
Lars kom kjørende med sin smukke hæst, hilst av alle; han
så sig rolig og sikker omkring, det hele syntes ikke på nogen
måte at overraske ham. Han satte sig nærmest ved vinduet,
halmstrået var funnet, og det var ikke frit at et smil spilte op over
hans kloke ansigt, da han så Knut Åkre rejse sig for at føre
ordet for alle de døde henne på Høgstad gamle kirkegård.
Men Knut Åkre begynte ikke med kirkegården. Han begynte
med en nøjere utvikling av, at fordelene ved jærnbanen gjænnem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
