Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jærnbanen og kirkegården - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
syner. Sveden perlet frem over hele legemet; ti nærmere og
nærmere ... og se der på ruten, der lå de nu, og han hørte sit
navn. Forfærdelsens magt grep ham, han kjæmpet for at få
skrike; ti det vilde kvæle ham; en død, kold hånd tok alt i hans
strupe, da han nætop fik målet op i et hvinende: Hjælp mig! —
og vågnet. Vinduet var knust utenfra, så stumperne var fløjet
hen i sengen til ham, han op, der stod en i det sprængte vindu,
og omkring ham røk og ildsluer: „Gården brænder, Lars! Nu
skal vi hjælpe dig ut!“ Det var Knut Åkre.
Da han atter sanset sig, lå han ute i en skarp vind sorrt isnet
hans lemmer. Der var ikke et menneske hos ham; han så gården
brænne til venstre, rundt om ham græsset og rautet hans buskap,
sauerne trykket hinannen i en rædd flokk, saker lå slængt hen,
og da han skulde se til, sat der dog også et menneske tæt ved
ham på en tue og gråt. Det var hans hustru. Han kallte på
henne. Hun fór sammen: „Herre Jesus være takk, at du lever!“
Hun kom hen til ham og satte sig, eller rettere fallt sammen like
foran ham: „Å Gud, å Gud! nu har vi fåt nok av den
jærnbanen!“ — „Jærnbanen?“ spurte han; men han hadde ikke uttalt,
før en forståelsens gysning gjænnemfor ham; ti det var naturligvis
gnister av lokomotivet som var fallt ned i høvelspånen foran den
nye sidevægg. Han blev sittende stum og hensunken, konen turde
ikke tale, men forsøkte at finne klær til ham; ti det hun hadde
bredd over ham, mens han lå, var nu fallt av. Han tok hennes
omsorg i taushed, men som hun lå foran ham på knæ for at bre
over hans ben på ny, la han hånden på hennes hode. Hun fallt
straks med ansigtet i hans fang og gråt højt. Der var jo blet lagt
mærke til henne. Men Lars forstod henne og sa: „Du er den
eneste ven jeg har.“ Skulde det også koste gården at få høre
dette, så kunde det være det samme; ti hun blev så glad at hun
fik mot, og da sa hun, idet hun rejste sig og så ydmyg på ham:
„For der er ingen annen som forstår dig æn jeg.“ Da smæltet
et hårdt hjærte; tårerne rant ham over kinnerne, mens han holdt
sin hustrus hånd.
Nu talte han med henne som med sin sjæl. Nu fik han også
høre hennes mening. De talte videre om hvordan alt dette var
gåt til, eller rettere, han tidde, men hun fortalte. Knut Åkre hadde
været den første som hadde set branden, hadde vækket sine folk,
sendt jænterne ut over bygden, men var selv kommet med sine
gutter og hæster til brandstedet hvor alle sov. Han hadde siden
styret slukningen og bærgningen, og Lars hadde han selv draget
ut av den brænnende stue og bragt hit til venstre, hvorfra vinden
stod — hit ut på kirkegården.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
