Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jærnbanen og kirkegården - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bygden som lå i fallende sol, og han følte man måtte huske
ham, så længe et træn bruste frem gjænnem den frugtbare dal.
Der gled tilgivelse in i hans sjæl. Han så mot kirkegården,
hvorav en del stod igjæn med kors der nejde mot jorden, men
en del var nu jærnbanevej; han vilde just klare sig hvad han
følte: da pep det første signal, en stund efter kom toget langsomt
arbejdende, røken slog op, blandet med gnister, ti det var
furuved man brænte; vinden gik imot gården, så de derhenne snart
stod i en tæt røk; men efter hvært som denne drog væk, så han
toget arbejde ned over dalen som en stærk vilje.
Han var tilfreds og gik in som fra et langt dagværk. Hans
farfars billede stod for ham i denne stund. Farfaren hadde hævet
slægten fra usselhed til velstand; en del av hans medborgerlige
ære var strøket med, det var sant, men frem var han kommet!
Hans fejl var datidens fejl; de fantes på de usikkre grænser av
datidens moralske begreper; enhver tid har sine usikkre
grænseskjel, og sine offre for at få dem sikkre.
Hæder over ham i hans grav; ti han hadde lidt og arbejdet!
Fred være med ham, det måtte være godt at få hvile til slut!
Men han fik jo ikke hvile for sønnesønnens uhyre ærgjærrighed;
han var jo nu kastet op sammen med sten og grus — sladder!
han måtte just smile dertil, at sønnesønnens arbejde gik hen over
hans hode.
Under disse tanker var han avklædd og i seng. Farfarens
billede gled atter frem. Det var nu strængere. Trætheden gjør os
svakere, og Lars gjorde sig nu bebrejdelser. Men han forsvarte
sig også. Hvad vilde hans farfar ha? Nu måtte han dog være
tilfreds; ti slægtens ære bruste frem over hans grav; hvem annen
hadde en sådan hovedstav...? Men hvad var dog dette? Disse
to uhyre ildøjne og det fræsende, susende, det er jo ikke
lokomotivet længer; ti det bøjer bort fra banen. Det kommer fra
kirkegården og like mot huset i en uhyre rækkefølge. Ildøjnene
er farfarens, og det tog bakefter er alle de døde. Det går
bestandig frem mot gården, larmende, brakende, lysende. Vinduet
brænner alt i gjænskinnet av de dødes øjne ... han tok sig
sammen med voldsom kraft, ti det var en drøm, naturligvis, bare
drøm, vænt dog, til jeg blir våken! ... Se så: nu er jeg våken,
kom nu, I stakkarer! Og se: de kom virkelig, fra kirkegården,
kastende banen, skinnerne, lokomotiv og tog, så det med stort
drøn sank i jorden. Der blev græsvoll med kors og graver som
før, og ganske stillt. Men store som kjæmper kom de selv, og
salmen: Lad de døde ha ro! gik foran dem; han kjænte den; ti
den hadde nu i alle disse år daglig sust gjænnem hans sjæl, nu
kom den for at bli hans liksang; ti dette var døden og dødens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
