Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Første kapitel - Annet kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sin egen elendighed, og hvordan egentlig dette altsammen var
kommet, fallt hans foretagsomhed ned som i en myr, og kom
aldrig mere op. Byens smågutter som hadde mærket sig hans
underlighed, begynte snart at plage ham, og da han var byen en
uklar person, såsom ingen rigtig visste, hverken hvad han levde
av eller tok sig for, så fallt det heller ingen in at værge ham.
Han turde snart ikke mere gå ut, i al fall ikke på gaten. Hans
hele tilværelse blev en kamp med smågutter; de øvde måske
samme nytte som mygg i sommervarmen; ti han vilde uten dem
være sunket hen i en uavladelig døs.
Gunlaug kom ni år efter til byen, likeså uvæntet som hun var
kommet væk. Hun hadde da en jænte med sig på otte år, ganske
som henne selv fordum, kun at alt var finere og likesom over-
draget av en drøm. Gunlaug hadde været gift, sagdes der, hadde
nu arvet, og kom til byen for at sætte et værtskap for sjømænn.
Hun styrte dette således, at til henne søkte kjøbmænn og skip-
pere for at få folk, til henne matroserne for at få hyre. Ænvidere
bestilte hele byen sin fisk der. Hun tok aldrig en skilling for denne
sin mellemhandel, men brukte despotisk magten den gav henne.
Hun var ganske bestemt byens mægtigste mann, skjønt hun var
en kvinne, og skjønt hun aldrig forlot sit hus. Hun kalltes
„Fiske-Gunlaug" eller „Gunlaug i bakken"; titelen „Fiskerjænten"
gik over på datteren som sprang om i spissen for byens små-
gutter.
Hennes historie er det som skal fortælles; hun hadde noget
av morens naturkraft, og hun fik lejlighed til at øve den.
ANNET KAPITEL
Byens mange yndige haver duftet efter regn i sin annen og tredje
blomstring. Solen gik ned over de evige snefjæll, hele himlen
derborte var ild og lue, og snetinderne gav dæmpet gjænskin. De
nærmere fjæll stod i skygge, men lysnet dog av sin mangefarvede
høstskog; holmerne, som midt i fjorden, en efter en, fulgte hvær-
andre inover, ret som kom de roende, gav i sin tætte skog ænnu
stærkere farvespill æn fjællene, fordi de lå nærmere. Sjøen var
blikstille, et stort skib varpet inover. Folk sat ute på sine træ-
trapper, halvt dækket av rosenbusker på begge sider; man talte
til hværandre fra trap til trap, flyttet også over, eller man vækslet
hilsener med de spaserende som søkte utenfor til de lange alléer.
Et piano kunde tone ut av et åpent vindu, ellers hørtes næppe en
lyd mellem samtalerne; det siste solskin over sjøen øket følelsen
av, at her var stille.
Da rejste sig med én gang midt i byen slik en støj, som om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
