Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Annet kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14 FISKERJÆNTEN
Under dette sat Fiskerjænten ganske stille i træet, og tænkte
at ingen hadde lagt mærke til henne. Sammenkrøpet i det aller
øverste, fulgte hun stridens gang gjænnem løvet. Men da politi-
betjenten i raseri var gåt utenfor til kjærringerne, og Pedro Ohlsen
stod alene i haven, gik han like under træet, så op og ropte:
„Kom ned med dig på timen, dit skarn!" — Det gav ikke et kny
fra træet. — „Vil du komme ned med dig, siger jeg! Jeg vet du
er der!" — Den fullstændigste stillhed. — „Jeg skal gå in efter
geværet mit og skyte op, skal jeg!" Han gjorde mine til at gå.
— „Hu-hu-hu!" begynte det oppi træet. — „Ja, du kån gjærne
tutskråle, for du skal få en hel haglladning op i dig, skal du!" —
„U-hu, hu, hu-hu!" svarte det i ugletone, „jeg er så rædd!" —
„Å, du er fanden, er du. Du er den værste ulykkesunge i hele
flokken, men nu har jeg dig!" — „Å, kjære, go’e, snille Dere!
Jeg skal aldrig gjøre det mere" — i det samme kylte hun et
råttent æple like i næsen på ham, og en rik jubellatter trillet
efter! Æplet kaket sig utover, og mens han pillet sig ren, hoppet
hun ned; hun hang alt i plankeværket, før han kunde komme
efter, og hun hadde hivd sig over, hvis hun ikke var blet så
rædd, at han var bakefter, så hun slap sig i stedet for rolig at
arbeide videre. Men da han tok henne, satte hun i et hvin; det
skar, skingret, røt og ræmjet, han blev forfærdet og slap. På
hennes rædselssignal stimet folk til utenfor plankeværket, hun
hørte det og fik straks mot. „Lad mig gå, eller jeg siger det til
mor!" truet hun og var bare lyn og lue. Da kjænte han dette
åsyn og skrek: „Din mor? Hvem er din mor?" — „Gunlaug i
bakken, Fiske-Gunlaug," gjæntok ungen triumferende, hun så han
var rædd. Han hadde, nærsynt som han var, aldrig set jænten
før nu, han var den eneste i byen som ikke visste hvem hun
var; han visste ikke engang at Gunlaug var i byen. Som besat
skrek han: „Hvad heter du?" — „Petra!" ropte den annen ænnu
højere. — „Petra," hvinte Pedro, vændte sig og løp in mot huset,
som om han hadde talt med fanden. Men da den blekeste rædsel
og den blekeste vrede ser likedan ut, trodde hun at han styrtet
in efter geværet, frygten tok henne, hun følte alt haglene bak, og
da man i det samme hadde brutt op porten utefra, for hun
igjænnem, hennes mørke hår lå bak henne som en forskrækkelse,
øjnene skjøt ild, hunden, som hun just traf, vændte og fulgte
gjøende, og sådan fallt hun in over moren som kom fra kjøk-
kenet med et suppefat, og jænten op i suppen, og suppen på
gulvet, og et „så til helvede!" efter dem begge. Men der hun lå
i suppen, skrek hun: „Han vil skyte mig, mor, skyte mig!" —
„Hvem vil skyte dig, dit troll?" — „Han, Pedro Ohlsen!" —
„Hvem?" brølte moren.— „Pedro Ohlsen, vi tok æpler fra ham"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
