Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20 FISKERJÆNTEN
efter vokste det til to, og ændelig blev det til samtaler. Efter en
sådan lot han en dag en sølvdaler gli ned i hennes fang, og løp
sjæleglad med det samme. Nu var det imot morens bud at tale
med ham; det var imot Ødegårds at ta mot gaver av nogen.
Det første bud hadde hun efterhånden overtrådt, men mintes det
nu, da det hadde ledet til også at overtræde det annet. For at
fri sig for pengene, fik hun hun fat i nogen som hun trakterte
dem på; det var dem dog ikke muligt trods al umake at spise
for mere æn 4 ort. Men så angret hun bakefter også dette, at
hun hadde ødelagt daleren istedenfor at gi den tilbake. Den ort
som lå igjæn i lommen, sved, som kunde den brænne hul på
klærne; hun tok og kastet den i sjøen. Men dermed var hun
ikke kvitt daleren. Hennes tanker var brænt av den. Når hun
tilstod, måtte det gå over, det følte hun; men morens forfærdelige
raseri fra sist og Ødegårds inderlig gode tro til henne, stod hvær
på sin måte like skræmmende. Mens moren intet så, opdaget
Ødegård snart, at hun droges med noget som gjorde henne
ulykkelig. I ømhed spurte han en dag hvad det var, og da hun
istedenfor svar brast i gråt, trodde han der var mangel hjæmme,
og gav henne 10 species. Nu gjorde dette, at hun tross sin synd
imot ham fik penger av ham, et stærkt intryk, og da hun oven-
ikjøpet hadde fåt penger som hun åpent kunde gi moren, ærlige
penger, så følte hun dette som frigjørelse for brøden, og overgav
sig til den stærkeste glæde. Hun tok hans hånd med begge sine,
hun takket, hun lo, hun hoppet på pletten, der hun stod, hen-
rykkelsen strålte gjænnem tårerne, mens hun så på ham, sådan
som en hund ser på sin herre når den skal følge ham ut. Han
kjænte henne ikke igjæn; hun som ellers sat borte i det han sa,
tok magten fra ham; for første gang følte han en stærk, vill natur
oplade sig, for første gang sendte livets kilde sin røde strøm ut
over ham, og han veg purpurhet tilbake. Men hun for på døren
og opad bakkerne, for at ta vejen fra byen hjæm. Der la hun
pengene på bagstehællen foran moren og fallt henne selv om hal-
sen. „Hvem har git dig penger?" sa moren og var allerede vred.
— „Det har Ødegård, mor; han er det største menneske på jor-
den!" — „Hvad skal jeg med dem?" — „Det vet jeg ikke; —
Gud, mor, dersom du visste —" hun kastet sig atter om halsen
på henne, hun kunde nu sige, og hun vilde nu sige henne alt.
Men moren frigjorde sig med utålmod: „Vil du ha mig til at ta fat-
tighjælp? Bring ham pengene straks tilbake! Har du inbildt ham
at jeg trænger, har du løjet!" — „Men mor!" — „Bring ham på
stedet pengene, siger jeg, eller jeg går selv til ham med dem og
kaster dem i ham, ham, som har tat mit barn fra mig!" Morens
Ort = 80 øre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
