Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 23
tanken foran stentrappen hvor han hadde mottat henne, han hørte
morens skarpe stemme lægge ansvaret på ham, fordi han hadde
nævnt Vorherre. Efter at ha gåt nogen ganger op og ned, tok
han sig sammen, „Nu rejser jeg til utlandet," sa han med en viss
skyhed; „jeg har bedt mine søstre ta sig av dig så længe, og når
jeg kommer tilbake, skal vi videre prøve. Farvel! — Vi sees nok,
innen jeg rejser!" Han gik så hurtig in i næste værelse, at hun
ikke engang fik ta ham i hånden.
Hun så ham igjæn, hvor hun minst hadde væntet det, nemlig
i præstestolen ved koret, like foran henne, da hun i flokken stod
fremme på gulvet for at konfirmeres. Hun blev derover så spænt,
at hennes tanker længe var borte fra den hellige handling hvor-
til hun i ydmyghed og bøn hadde forberedt sig. Ja, om det var
Ødegårds gamle far, så stanste han og så længe på ham, da han
trådte frem for at begynne. Snart skulde Petra én gang til bli
opskræmt i kirken; ti noget nedenfor sat jo Pedro Ohlsen i nye,
stive klær; han strakte nætop hals, for at se over gutternes hoder
hen i pikeflokken til henne! Han dukket straks ned igjæn; men
gjæntagende så hun ham stikke det tynnhårede hode op for atter
at dukke; dette bortkallte hennes tanker, hun vilde ikke se, men
hun så, og der — nætop som alle de andre var dypt grepet,
mange i tårer — forfærdedes Petra ved at se Pedro stige op,
men stivne, åpne munn og øjne, bli klomset, uten ævne til at
sætte sig eller flytte sig; ti overfor ham stod Gunlaug ret op i
sin fulle højde. Petra gøs ved at se henne; ti hun var hvit som
alterduken. Hennes sorte, krusede hår syntes at rejse sig, mens
øjnene pludselig fik en frastøtende kraft, som kunde de sige:
„Bort fra henne, hvad vil du henne!" Han sank også sammen
på bænken under dette blik, og en stund efter listet han ut
av kirken.
Siden fik Petra ro, og jo længer det skred frem, desto stærkere
kom hun med. Og da hun vændte tilbake efter at ha git løftet,
og gjænnem gråt så til Ødegård, som den der stod alle hennes
gode forsætter nærmest, lovte hun i sit hjærte at hun ikke vilde
gjøre hans tro til skamme. Det trofaste øje som så lysende
tilbake på henne, syntes at be om det samme; men da hun
var kommet på sin plass og ænnu en gang vilde finne ham,
var han borte. Hun gik snart hjæm med moren, som under-
vejs lot falle: „Nu har jeg gjort mit; — nu får Vorherre
gjøre sit."
Da de hadde spist sammen, de to alene, sa hun videre, idet
hun rejste sig: „Så får vi vel gå hen til ham — præstesønnen.
Skjønt jeg ikke vet hvad det blir til, det han farer med, så har
han vel ment det godt. Tag så på dig igjæn, barn!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
