Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredje kapitel - Fjærde kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Da kunde hun ikke mere, men måtte for gråts skyll gå de øvre
vejer hjæm. Moren fulgte, men i taushed. Det kvistværelse moren
hadde skjænket henne idag, og hvor hun hadde sovet første gang
inat, og imorges med så stor glæde iført sig sin nye dragt, mottok
henne nu i kvæll opløst i gråt og uten et blik omkring sig; hun
vilde ikke gå ned, hvor sjømænn og gjæster var kommet, sin
konfirmationsdragt tok hun av, hun sat på sin seng til det blev
nat, og at være blet voksen syntes henne det ulykkeligste som
kunde være.
FJÆRDE KAPITEL
Straks efter konfirmationen gik hun en dag over til Ødegårds
søstre, men skjønte snart at dette måtte være en fejltagelse av
Ødegård; ti provsten gik, som han ikke så henne, og døttrene,
begge ældre æn Ødegård, holdt sig stive. De nøjdes med at gi
en sparsom underretning fra broren om, hvad hun nu skulde ta
sig for. Hele formiddagen skulde hun nemlig delta i hushold-
ningen i et hus utenfor byen og om eftermiddagen gå i syskole;
hun skulde sove samt ha frokost og aftensmat hjæmme. Hun
gjorde som det var ordnet, og fant sig ret vel deri, så længe det
var nyt, men siden, og især da det blev sommer, begynte det at
kjede henne; ti på denne tid hadde hun sittet oppe ved skogen
hele dagen, hadde læst i sine bøker, dem hun nu av hjærtet
savnet, som hun savnet Ødegård, som hun savnet samtale. Følgen
blev at hun tilsist tok den hvor den fantes. Ved den tid kom
nemlig en ung pike in på syskolen, som het Lise Let, d. v. s. Lise,
men ikke Let; ti Let het en ung kadet som hadde været hjæmme
i juleferien og forlovet sig med henne på isen, da hun bare var
en skoletøs. Lise vilde dø på, det var ikke sant, og gråt, straks
man nævnte det; imidlertid het hun siden Lise Let. Den lille,
vævre Lise Let gråt ofte og lo ofte; men enten hun gråt eller lo,
tænkte hun på kjærlighed. En bisværm av tanker, nye, underlige,
fyllte snart hele syskolen; straktes hånden ut efter snællen, så var
det for at bejle, og snællen sa ja eller gav avslag; nålen blev for-
lovet med tråden, og tråden offret sig, sting på sting, for den gru-
somme; den der stak sig, utgjød sit hjærteblod, den der byttet
nål, var svigefull. Hvisket to av pikerne sammen, var det om
noget mærkeligt der var hændt dem; snart hvisket to til, så atter
to; enhvær hadde sin fortrolige, og der var tusen hemmeligheder;
det var ikke til at holde ut.
En eftermiddag i skumringen, i sådan fin regn som man kaller
smårusk, stod Petra med et stort kastetørklæ over hodet utenfor
huset hjæmme, og så in i gangen hvor en ung sjømann stod og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
