Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fjærde kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig; han hadde visst hvad vej hun vilde ta, og gik til møte!
Dette rørte henne, hun sprang imot ham, grep begge hans hænder
og kysste dem; han blev skamfull; da han så nogen komme langt
borte, drog han henne med fra vejen opover mellem trærne, han
holdt hennes hænder i sine, og hun sa hele vejen: „Hvor dejligt
at De kom! Nej, jeg kan ikke tro det er Dem, å, De må aldrig
mere rejse bort! Forlat mig ikke, nej, forlat mig ikke!" Her
styrtet hennes tårer frem, han bøjde hennes hode sagte in til sig,
som for at dække dem, han vilde gi hende ro; ti han trængte
hun var rolig. Men hun la sig in til ham, som fuglen under den
vinge der løfter sig for den, og hun vilde ikke mere frem igjæn.
Overtalt av denne tillid la han armen over henne, som vilde han
tilsige henne det ly hun søkte; men næppe fornam hun det, så
løftet hun sit forgråtte ansigt op imot ham, hennes øjne møtte
hans, og alt som kan skifte i et blik, når anger møter kjærlighed,
når taknemmelighed møter giverens glæde, når ja møter ja, det
fulgte raskt på hinannen; han omfattet hennes hode og trykte
sine læber mot hennes; han hadde tidlig mistet sin mor, han
kysste for første gang i sit liv, og det samme gjorde hun. Ingen
av dem kunde løse sig fra det, og da det skedde, var det for
atter at synke sammen. Han skalv, men hun strålte og blusset,
hun kastet armene om hans hals, hun hang sig ved ham som et
barn. Og da de satte sig, og hun kunde få røre ved hans hænder,
hans hår, hans brystnål, halstørklæ, alt dette hun på avstand
ærbødig hadde set på, og da han bad henne sige du og ikke De,
og hun ikke kunde, og da han vilde fortælle henne hvor rikt hun
hadde gjort hans fattige liv fra første stund, hvor længe han hadde
kjæmpet imot for ikke at stanse henne ved dette, ikke ta sig be-
talt således, og da han opdaget at hun ikke var istand til at for-
stå eller samle et ord av hvad han sa, og da han selv heller
ingen forstand længer fant deri; da hun vilde flytte hjæm med til
ham straks, og han leende måtte be henne vænte et par dages tid,
så skulde de rejse sin vej bort fra det alt sammen; —da følte de,
da sa de, som de sat inne mellem trærne, med fjord og fjæll i
aftensolen foran sig, mens et horn lød fjærnt og sang, at dette
var lykke.
Det første møtes sødme,
det er som sang i skogen,
det er som sang på vågen
i solens siste rødme, —
det er som horn i uren,
de tonende sekunder
hvori vi med naturen
forenes i et under.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
