Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Femte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
FEMTE KAPITEL
Næste morgen sat Petra på sit værelse halvt påklædd, og kunde
den hele dag ikke komme længer. Hvær gang hun på ny tok
fat, sank armene i hennes fang. Som fullmodent aks, som rike
klokker på marken bøjde sig hennes tanker. Stillhed, trygghed,
bølgende syner lå over de lyse slott hvori hun bodde. Hun levde
op igjæn møtet fra igår, hvært ord, hvært blik, hvært håndtryk,
hvær kyss; hun vilde gå hele fremgangen efter fra møte til av-
sked, men kom aldrig til ænde; ti hvær enkelt erindring blånet
bort i drøm, og alle drømme kom tilbake med forjættelse. Sa søt
nu denne var, måtte hun skyve den fra sig, for atter at kunne
huske hvor hun slap; men straks hun husket det, var hun atter
borte i det vidunderlige.
Da hun ikke kom ned, tænkte moren at hun igjæn hadde tat
fat på læsningen, siden Ødegård" var kommet hjæm; hun fik sin
mat op og skulde være i fred den hele dag. Først mot kvællen
rejste hun sig for at gjøre sig rede; hun skulde gå sin kjærlighed
til møte. Hun tok på det beste hun ejde, hele sin konfirmations-
stas; den var ikke rik, men det følte hun først nu. Hun hadde
hat så liten sans for pynt, men fik den idag; det ene stykke
gjorde det annet styggt, til de rette stykker var sammenfunnet, og
da var dog det hele ikke smukt! Idag vilde hun ha git stort for
at være den skjønneste — med ordet gled en erindring in som
hun avviste med hånden; intet, intet måtte træ nær, som turde
gi uro. Hun gik selv stille; sagte ordnet hun et og annet på sit
værelse, da tiden ænnu ikke var der. Hun åpnet vinduet og så
ut; røde, varme skyer lå i lejr over fjællene, men en kjølende
strøm slog in med budskap fra den nære skog. Ja, nu kommer
jeg, nu kommer jeg! hun gik ænnu engang tilbake foran spejlet,
for at hilse på sin brudefølelse.
Da hørte hun Ødegårds stemme nedenunder hos moren, hørte
at der blev vist ham hvor værelset lå: han kom for at hænte
henne! En unselig glæde slog op om henne; hun så ut over alt,
om det stod i orden for ham; derpå gik hun mot døren.
„Kom in!" svarte hun sagte på den sagte banken, og trådte selv
et par skridt tilbake.
Den samme morgen hadde Ødegård, da han ringte efter kaffe,
fåt høre at kjøbmann Yngve Vold allerede to ganger om mor-
genen hadde søkt ham. Det misstemte ham, at han skulde blande
sinn med en fremmed nætop nu; men den der søkte ham så
tidlig, måtte vel ha vigtigt ærend. Han var også næppe påklædd,
før Yngve Vold kom igjæn. „De undrer Dem sagtens? Jeg gjør
det selv. God dag!" Man hilstes, og han la sin lyse hat. „De
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
