Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Femte kapitel - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mor, han vil gå, han, præst skal bli!
„Ej, så dra’ i!" —
Å kling og klang,
den næsen blir lang!
Det nytter ej de store fisker biter på,
når’n slettes ikke kan dem op i båten få.
Man ropte især på Gunlaug, man glædet sig stort til at høre
hennes magtesløse raseri larme.
Gunlaug sat også innenfor og hørte hvært ord; men hun tidde,
ti man skal kunne tåle noget for sit barn.
SJETTE KAPITEL
Petra hadde været på sit værelse, da ropene, pipingen og
hujingen første kvæll begynte. Hun var sprunget op, som om
huset rundt om henne stod i brand, eller som om alt skulde styrte
sammen over henne; hun løp i sit rum, som pisket av gloende
ris, det sved, det brænte over sjælen, hennes tanker stormet efter
en utvej; men ned til moren turde hun ikke komme, og foran
det eneste vindu stod de! En sten kom flyvende igjænnem og
fallt i hennes seng, hun gav et skrik og løp i en krok, bak et
gardin, og gjæmte sig blant sine gamle klær. Der sat hun sam-
menkrøpen, luende av skam, skjælvende av frygt; syner av ukjænt
rædsel drev forbi, luften stod full av ansigter, gapende, skoggrende
ansigter, de kom ganske nær, det regnet med ild omkring dem;
— oho, det var ikke ild, men øjne, det regnet med øjne, store
gloende og små tindrende, — øjne som stod, øjne som løp op og
ned, —Jesus, Jesus, fræls mig! —
Å, hvilken lise, da de siste rop døde hen i natten, og det var
ganske mørkt og ganske stillt. Hun våget sig frem, hun kastet
sig på sin seng og gjæmte sig i puterne, men tankerne vilde ikke
vige; moren kom frem i dem, truende, uhyre, som uvejrsskyer
samler sig over fjællene; ti hvad måtte moren ikke lide for hen-
nes skyll! Der fallt ikke blund på hennes øjne eller fred i hennes
sjæl, og dagen kom, men ikke med lindring. Hun gik frem og
tilbake, frem og tilbake, og tænkte blot på hvorledes hun kunde
fly, men ikke turde hun møte moren, ikke turde hun gå ut, så
længe det var dag, og med kvællen vilde de komme igjæn! Dog
måtte hun vænte; ti før midnat var det ænnu farligere at fly. Og
hvorhen så? Hun ejde intet, og hun visste ingen vej; men der
fantes vel barmhjærtige mennesker etsteds, som der var en barm-
hjærtig Gud. Han visste, at hvad hun æn hadde forbrutt, var
det ikke i ondskap; han kjænte hennes anger, han kjænte også
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
