Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Syvende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52 FISKERJÆNTEN
kirke på buer og søjler, en kirke i orgelbrus og fæstglans, og folk
skred in mot henne i dragter hun ikke kjænte, og de talte — ja
de talte i kirken, og i et sprog hun ikke forstod. Hvad? de talte
også bak henne. „Sit ned!" sa de, men der var jo intet at sitte
på, de to i kirken blev også ganske rigtig stående, og jo længer
hun så på dem, jo klarere blev det henne, at disse dragter var
de samme som hun hadde set på et billede av Olav den hellige
— og der, der nævnte de jo Hellig Olavs navn! — „Sit ned!"
hørte hun atter bak sig; „sit ned!" ropte flere; der er kanske
noget der bak også, tænkte Petra og vændte sig raskt om. En
mængde rasende ansigter, nogen likefrem truende, møtte henne;
alt dette går ikke rigtig til, tænkte Petra og vilde bort; da drog en
gammel kone som sat ved hennes side, læmfældig i hennes kjole.
„Men så sit ned, barn," hvisket hun; „de bakenfor kan jo ikke
se!" I et nu var hun på sin plass; ti naturligvis: teatret er der-
inne, og vi ser på — ja visst, teatret! hun gjæntok ordet som for
at erindre sig selv. Hun så da atter in i kirken; men den der
talte, kunde hun tross al sin møje ikke forstå; først da hun ret
blev var at han var en smuk ung mann, forstod hun også et og
annet av hans ord, og da hun hørte han talte om kjærlighed og
var forælsket, forstod hun det meste. Der kom en tredje in, som
i øjeblikket drog henne bort fra ham; ti hun visste fra tegninger
han måtte være en munk, og munker hadde hun meget længtes
til at se. Munken gik så sagte, var så stille, ja han hadde et ret
gudfrygtigt væsen, han talte redelig, langsomt, hun fulgte hvært
ord. Men med ett vænder han sig, og siger det motsatte av hvad
han sa før. — Gud, det er en skurk! hør, han er en skurk, han
ser jo også sådan ut! At ikke den unge, smukke mann kan skjønne
det! han kunde da i alle fall høre det! „Han bedrager Dem!"
hvisket hun halvhøjt. „Hyss," sa den gamle kone. Nej, den unge
mann hørte det ikke, han gik bort i farlig tillid, de gik alle, — kun
en gammel mann kommer in. Hvad er det? Når denne gamle
mann taler, er det som den unge talte, og dog er det den gamle
mann, — å, se der! se der! Et lysende tog av hvitklædde piker,
lydløst, to og to, går langsomt gjænnem kirken; hun så dem længe
efter at de var forbi, — og for hennes erindring svævet et lignende
syn fra hennes barndom. Hun hadde en vinter fulgt sin mor
over fjællet; vadende frem i den nyfallne sne, skræmte de ufor-
varende op et kuld ryper som med ett fyllte luften foran dem;
hvite var de, hvit var sneen, hvit skogen — længe efter strøk
alle tanker hvite forbi, og nu her en stund likeså.
Men en av disse hvitklædde kvinner går frem alene med en
krans i hånden, og knæler; den gamle har også knælt, og hun
taler til ham. Han har jo bud og brev med til henne fra frem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
