Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Syvende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 51
Da hun næste dag ved middagsbordet yttret, at hun helst vilde
være der hvor der var mange, svarte man, at så burde hun gå
i teatret; der traf hun flere hundre i ett hus. Ja, det vilde hun;
billet blev kjøpt, teatret lå like ved, og på bestemt tid blev hun
fulgt derhen, og plass vist henne på balkonens første bænk. Hun
sat i stor strålende belysning blant mange hundre glade mennesker,
livlige farver omkring og en samtale fra alle kanter brusende ut
over sig med larm av storsjøen.
Hvad hun her skulde få se, hadde Petra ingen anelse om. Hun
visste jo kun hvad Ødegård hadde sagt henne, og hennes tilfæl-
dige omgang lært henne. Men om teatret hadde Ødegård ikke
mælet et ord; sjømænnene hadde talt om et teater hvor der var
ville dyr og beridere, og gutterne fallt det ikke in at tale om
skuespill, selv om de fra skolen visste en del derom; ti den lille
by hadde jo selv intet teater, ikke engang et hus der kalltes så;
rejsende dyrtæmmere, linedansere og bajadser brukte enten en
sjøbod eller den frie mark. Hun var så uvidende at hun ikke
forstod at spørge; hun sat frimodig og væntet noget mærkeligt,
f. eks. kameler eller aper. Litt efter litt optat herav, begynte hun
at se dyr i hvært ansigt omkring sig, hæster, hunder, ræver, katter,
mus, og moret sig. Derfor samlet orkestret sig, uten at hun la
mærke dertil. Hun hoppet skræmt i vejret; ti et kort, skarpt
drøn av pauker, trommer, basuner og horn begynte ouverturen.
Hun hadde i sit liv aldrig hørt mere musik på én gang æn av et
par violiner og måske en fløjte; denne brusende herlighed fik
henne til at blegne, den hadde noget av en kold, sort styrtsjø;
hun sat i angst for det næste, at det skulde bli ænnu værre, og
dog vilde hun ikke det skulde slutte. Snart gav mildere harmonier
lys, og snart åpnet sig utsigter hun aldrig hadde drømt. Melodier
vugget henne ditover, liflighed og lek fløjtet rundt i luften, det
hele tog svang i lange vingeslag opad; det dalte sagtelig, det samlet
sig mægtig, det delte sig yrt og iltert — intil et stort mørke fallt
over og dækket alt; det var som det hvirvledes bort i en brakende
fosselarm. Så atter en enkelt tone som fugl på den våte gren ved
dypet; vemodig, rædd begynte den, men luften over den klarnet
ved dens sang, litt sol kom frem — og atter var de lange, blå-
nende utsigter fyllt av hin underlige gyngen og flaggren bak sol-
strålerne. Da dette hadde varet en stund, se, da sagtnet det i mild
fred; de jublende skarer toget længer og længer bort, intet såes
uten solstrålerne som sivet og smæltet gjænnem luften; over hele
den uændelige flate kun sol, alt lysvævet og stille — og i denne
salighed drømte det hen. Hun rejste sig uvilkårlig, da det var
færdigt; ti hun var også færdig! Å, under, der gik den skjønne,
malte væg midt imot henne like i taket! Hun var i en kirke, en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
