Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Syvende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 55
„Herregud!" hvisket den gamle kone, da tæppet fallt; „vær dog
ikke naragtig! det er jo bare madam Naso, direktørens kone."
Petra spilte øjnene op og så og så på den gode kone; hun trodde
hun var gal, og da konen længe hadde trodd det samme om
Petra, vedblev de av og til at se noget sky til hinannen, men
talte ikke mere.
Da tæppet atter gik op, kunde Petra ikke følge med; ti bruden
bak klostrets murer og brudgommen ved dag og nat utenfor i for-
tvilelse var det hun så, hun led deres pine og bad deres bønner;
men det som foregik for hennes øjne, gled farveløst forbi. Da
blev hun hitkallt ved at der fallt manende stillhed; det tomme
kirkerum blev stort, klokkens tolv slag gik alene igjænnem. Det
drøner under hvælvingerne, murene skjælver, den hellige Olav
har rejst sig av sit skrin i likdragt, høj og forfærdelig; med spyd
i hånd kommer han skridende, vakten flygter, tordenen faller, og
munken gjænnembores av det utstrakte spyd, hvorpå alt blir mørkt,
og synet er sunket. Men munken ligger igjæn som en hop aske
hvor lynilden slog ned.
Petra hadde uten at vite det holdt sig fast ved den gamle kone,
som var blet meget rædd under dette krampagtige tak, og nu ved
at se hennes stigende blekhed skyndte sig at sige: „Gud velsigne
Dem, barn, det er jo bare Knudsen; dette er den eneste rolle han
kan spille, for han har så tykt et mæle." — „Nej, nej, nej, nej,
jeg så luer omkring ham," sa Petra, „og kirken skalv under hans
trin!" — „Men så stille da!" roptes fra flere kanter; „ut med den
som ikke kan være stille!" —„Stille på balkonen!" roper parket;
„stille!" svarer balkonen. Petra var krøpet sammen, som kunde
hun skjule sig, men glæmte dem straks allesammen; ti se, de
ælskende er der igjæn, lynilden har brutt op for dem, de vil fly!
De har hinannen, de omfavner hinannen, beskyt dem nu, Gud i
din himmel!
Da rejser sig en larm av rop og lurer, brudgommen rives fra
hennes side, der kjæmpes for fædrelandet, han såres, han hilser
i døden til sin brud! .... Petra fatter først hvad her er skedd,
da bruden stille kommer gående in — og ser hans lik! Da er det
som alle smærtens skyer vil samle sig over ett eneste punkt; men
et blik adspreder dem: bruden ser op fra den dødes bryst, og ber
om selv at måtte få dø! Himlen åpner sig over dette blik, lysning
faller, bryllupssalen er deroppe, luk bruden in! Ja — hun kan
allerede se derin; ti fra hennes øjne utgår fred som hin på høje
fjæll. Da synker øjenlåkene: kampen hadde højere løsning, deres
trofasthed en større kroning; hun er nu hos ham.
Petra sat længe stille; hjærtet var løftet i tro, styrke av det
store fyllte henne. Hun rejste sig fra alt der var småt, hun rejste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
