Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ottende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66 FISKERJÆNTEN
til at dra ham; ti hun opgav aldrig håbet, det var blet hennes
livs opgave. Men aldrig kom det til kamp; ti hvor hun var, kjæm-
pedes ikke. Sin arbejdende vilje, sin sammenpressede lidenskap
måtte han dog gi utslag, — og så skedde det hvær gang han kom
på prækestolen og så henne sitte nedenunder. Menigheden droges
in med ham som i en hvirvel, han hisset den, og snart den ham.
Hun så det og lot sit bange hjærte hvile ut i velgjørenhed — og
senere, da hun blev mor, hos datteren, som hun tok i sin legem-
lige og åndelige favn og bar til sine stille timer. Der gav hun,
der mottok hun, der vugget hun sit eget store barn i barnets
uskyll, der holdt hun kjærlighedens fæst, og derfra kom hun til-
bake til ham, den strænge, med kvinnens og kristendommens for-
enede blidhed, og da var det jo ham umuligt at sige noget som
ikke fallt godt. Han måtte jo ælske henne over alt på jorden, men
desto mere sorgfull blev han, desto stærkere blødte det i ham,
at han ikke kunde hjælpe henne i hennes saligheds sak. Med
morens stille ret tok hun også barnet bort fra hans religiøse under-
visning; barnets sange, barnets spørsmål var ham snart en ny og
dyp kilde til smærte, — og når han nu på prækestolen kunde
være hisset til hårdhed av sin voldsomme sinnsbevægelse, mottok
hustruen ham, idet de gik hjæm sammen, blot med ænnu større
mildhed; øjnene talte, men munnen ikke med et ord. Og dat-
teren hang sig ved hans hånd, og så på ham med øjne som var
morens.
Om alt blev talt i dette hus, kun ikke om det som var roten
i alle deres tanker. Men en så rystende spænning kunde i længden
ikke holdes ut. Hun smilte vel ænnu, men alene fordi hun ikke
våget at gråte. Da den tid nærmet sig, at datteren skulde for-
beredes til konfirmation, og han altså med sit embeds ret kunde
dra henne likeså stille over i sin undervisning, som moren hittil
hadde holdt henne i sin, da steg spænningen til det ytterste, og
efter den prækensøndag hvorpå integning av konfirmanter var til-
lyst, blev moren syk, omtrent som man ellers blir træt. Hun sa
smilende, at nu kunde hun ikke gå mere, og nogen dager senere,
like smilende, at nu kunde hun heller ikke sitte. Hun vilde altid
ha datteren hos sig, skjønt hun ikke kunde tale med henne; ti
hun kunde jo se henne. Og datteren visste hvad hun helst vilde;
hun læste for henne av livets bok og sang for henne hennes barn-
doms salmer, de nye, liflige fra hennes trossamfund. Provsten
fattet længe ikke hvad her forberedte sig; men da han fattet det,
tapte han alle tråder, han kunde kun samle sig i ett, at få høre
henne sige noget til ham, blot nogen ord, men det var hun nu
ikke istand til; hun kunde ikke længer tale. Han stod foran sen-
gens fot og så og bad; hun smilte til ham, intil han fallt på sine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
