Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78 FISKERJÆNTEN
kaste sig for Signes føtter, hun vilde rope og be, og ikke slippe
tak og tale, før Signe igjæn hadde git henne blot et blik av ven-
lighed.
Det var blet mørkt; Signe måtte være kommet hjæm, hvor hun
så æn hadde været. Hun løp ned i gangen i fløjbygningen, hvor
Signes værelse lå, og der var avlåset — tegn på at hun var der.
Hennes hjærte banket, da hun atter tok i låsen og bad in: „Signe,
lad mig få tale med dig! — Signe, jeg holder det ikke ut!" — Ikke
en lyd fra værelset; Petra bøjde sig ned, lydde, banket på: „Signe,
å Signe, du vet ikke hvor jeg er ulykkelig!" — Intet svar; lang
lying, men intet. Får man slet intet svar, tviler man tilsist på der
er nogen, selv om man vet det, og er det mørkt, blir man tillike
rædd. „Signe — Signe! Er du der, så gjør barmhjærtighed:
svar mig! — Signe!" Der var og blev stillt; hun tok på at fryse
og skjælve. Men kjøkkendøren gik op med stor bred lysning, og
lette lystige trin lød over gården. Dette gav plan; hun vilde selv
ut på gården, hun vilde stige op på listen, der lå over stenmuren
hvorpå fløjbygningen stod, hun vilde gå langs listen, rundt hele
bygningen, for at komme på den annen side hvor der var meget
højt. Hun vilde se in til Signe!
Det var en blank stjærnekvæll, fjællet som husene stod i skarpe
omriss, men annet æn omrissene av dem såes ikke. Sneen tindret,
de mørke gangstier hen efter den øket kun det lyses skarphed;
ute fra vejen lød dombjæller; farten, glansen opmandet, hun sprang
op på listen! Hun vilde holde sig fast ved de fremspringende
bord i bygningens træklædning, men hun fik overvægt og fallt ned
igjæn. Hun tok en tom tønne og rullet hen til, steg op på den
og fra den på listen. Nu flyttet hun hånd og fot samtidig, omtrent
et kvarter ad gangen; der skulde en stærk hånds stærke fingre
til for at holde fast; hun fik ikke tak; ti bordene sprang næppe
en tomme frem. Hun var rædd nogen skulde se henne; ti man
vilde naturligvis straks sætte det i sammenhæng med taugstigen.
Blot hun kunde komme bort fra den side som vændte til gården,
og ut på tværvæggen! Men da hun ændelig kom dit, var der ny
fare; ti der var intet for vinduerne, og hun måtte dukke, mens
hun i stor frygt for at falle passerte under hvært vindu. På lang-
væggen blev det meget højt, og nedenunder, langs hele væggen,
løp en stikkelsbærhæk, som nok vilde ta henne op, hvis hun fallt.
Men hun frygtet ikke. . Det sved i fingrene, senerne skalv, hele
legemet sittret, men hun gik på. Nu blot nogen skridt, så var
vinduet nådd. Der brænte ikke lys hos Signe, og der var ikke
rullet ned; månen stod like in, så hun måtte kunne se den innerste
krok. Dette gav også nyt mot; hun nådde vinduslisten, kunde så
ændelig få et tak med full hånd og hvile ut; ti hjærtet begynte,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
