Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 77
pianofortet foran henne, vændte og gjorde et slag bortover gulvet.
Da han kom tilbake, var hun ståt op, hun holdt boken trykket
til brystet og så med forvildet blik til alle sider. Han stanste for
at sige henne full besked, men hans vrede over i to år at være
brukt av denne snedige ungdom, og især over at hans varme,
hengivne datter var holdt for nar, kom så voldsomt at han ikke
straks fant ord, og da han fant dem, selv følte at de var for hårde.
Efter at ha gjort ænnu et slag bortover gulvet og ænnu en gang
være kommet like til henne, blodrød i synet, vændte han henne
ryggen, og gik uten en yttring in på kontoret. Da han kom dit,
var Signe gåt.
Hele denne dag var hvær hos sig. Provsten spiste alene til
middag, ingen av pikerne kom in. Petra var på husholderskens
værelse, som efter ildebranden var henne lånt; hun hadde for-
gjæves og overalt søkt Signe for at forklare sig; [men Signe var
næppe på gården.
Petra følte at hun stod foran en avgjørelse. Hennes livs hem-
meligste tanke var slitt fra henne, og man vilde tiltvinge sig en
inflydelse på den, som hun ikke kunde tilstede. Hun kjænte best
selv, at skulde hun opgi dette mål, drev hun avsted for lejligheds
vind. Hun kunde være glad mellem glade, fortrolig mellem for-
trolige, sikker i alt, men det var i kraft av hint hemmelige mål,
— at hun nemlig engang skulde få nå hvad hennes ævner stundet
og vokste til. Tro sig til nogen efter hint første fejlslagne forsøk
i Bergen, — nej, det hadde hun ikke kunnet, selv om det hadde
været til Ødegård! Hun måtte være alene om det, til det var
vokset så vidt, at det kunde tåle man åndet tvil på det.
Men nu var det blet anderledes. Provstens ildrøde ansigt så
idelig ned i hennes skræmte samvittighed; — det gallt at redde
sig! — Hun létte om efter Signe, altid hæftigere og hurtigere;
men ænnu om eftermiddagen var Signe ikke funnet. Jo længer
det menneske viger fra os som vi søker, des større gjør vi også
adskillelsens årsak, og således gik det til, at hun ændelig fattet det
hadde været forræderi mot Signe hemmelig at bruke hennes ven-
skap til det som Signe holdt for en stor synd. Den alvidende Gud
måtte være hennes vidne, at dette syn på forholdet hadde aldrig
før været oppe i hennes sjæl; hun følte sig en stor synderinde.
Ganske som før i sit hjæm stod hun overvældet herav—og hadde
en stund i forvejen ingen anelse hat derom! At dette forfærdelige
ænnu kunde gjænta sig, at hun ænnu ikke var kommet et skridt
videre, øket hennes usikkre frygt til rædsel; hun så en fremtid
av ulykke. Men i samme forhold som hennes egen syndeskyll
vokste, steg Signes billede i sjælsrenhed og storhjærtet hengiven-
hed. I sanhed, det la glødende kul på hennes tanker; hun vilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
