Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tiende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
80 FISKERJÆNTEN
noget der fyllte hele luften — det var klokkeklangen på søndags-
morgenen. Hun sprang op og klædde sig, hun skar sig litt mat i
spiskammerset, pakket sig godt til og ilte avsted — så tørst efter
Guds ord hadde hun aldrig været! Da hun kom, hadde de nætop
begynt, og døren var stængt; det var en kold dag, fingrene sved,
da hun tok i nøkkelen for at dreje om. Præsten stod just for
alteret, hun væntet nede ved døren, til han var færdig, og med-
hjælperen skulde ta messehagelen av ham, gik da opover til den
såkallte bispestol, der stod i koret med gardiner for. Præstefolkets
rette stol var oppe på trevet; men hadde man noget for hvis
skyll man gjærne vilde sitte gjæmt og ene, tydde man til bispe-
stolen. Da hun nådde den og smøg in, så hun Signe allerede sitte
der i den innerste krok. Hun gjorde et skridt ut igjæn, men
nætop da vændte provsten sig, for at gå fra alteret forbi henne in
i sakristiet; hun skyndte sig atter in i stolen og satte sig så yderlig
som muligt; Signe hadde latt sit slør falle. Dette gjorde Petra ondt.
Hun så ut over menigheden der sat pakket i høje træstoler,
mænnene til højre, kvinnerne til venstre; deres ånde lå over dem
i svævende tåke, på vinduerne var tommetyk is, de tungt skårne
træbilleder, den slæpende, svære sang, de inpakkede mennesker,
— det hørte tilsammen, det var hårdt og fjærnt; hun husket sine
naturintryk fra hin ettermiddag hun forlot Bergen; hun var også
her kun en rædd gjænnemreisende.
Provsten steg på prækestolen, også han så stræng ut. Hans
bøn var: Led os ikke ut i fristelse! Vi visste, at de ævner Gud
har git, har alle fristelsen i sig; men han måtte være nådig og
ikke prøve dem over vor formue; dette skulde vi altid huske at
be ham om; ti kun ved at ydmyge vore ævner under ham,
blev de os til frælse. Prækenen utla videre samme æmne, idet
han gik ut ifra vor dobbelte opgave, den at gjøre vor livsgjærning,
enhvær, hvor han av sine ævner og sine forhold var sat — og
den at utvikle kristenmennesket i os selv og i dem der var trodd
til vor omsorg. Man måtte være varsom i valg av livsgjærning, ti
der gaves desværre den livsgjærning der var syndig i sig selv,
der gaves også den der kunde bli det for os, enten fordi den
ikke høvde os, eller høvde så altfor vel vore dårlige lyster. Æn-
videre: Så visst som enhvær måtte prøve at vælge efter sine
ævner, så visst kunde et valg der både var rigtigt og godt, allike-
vel bli vor fristelse, når vi, fordi gjærningen tiltalte os, lot den
opsluke al vor tid og alle vore tanker. Vort kristenmenneske
skal ikke forsømmes, så litt som vore forældrepligter mot vore
barn. Vi må kunne være samlet i os selv, så den Helligånd
kan ha sin stadige gjærning i os; vi må kunne plante og
værge den gode kristensæd i vore barn. Der gives ingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
