Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tiende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 81
pligt, intet påskudd som her kan fri os, om æn lejligheden
må læmpes.
Og nu gik han videre — in i deres livsgjærning som her sat,
in i deres hus, deres forhold, deres meninger. Så løftet han eks-
empler fra andre vilkår og større gjøremål, der kastet strejflys hit.
Provsten var, fra det øjeblik han vokste ut på prækestolen, aldeles
ny for dem som kun kjænte ham fra det daglige liv. Ændogså i
det ydre var han ny: hans sammenlagte, stærke ansigt hadde åpnet
sig og var blet gjænnemsigtigt for tankernes underløp; hans øje
var fyllt, det så likefrem og fast, bringende store bud; hele det
sammenrullede lodne hadde løftet sig og viste sig nu at være en
løve, hans stemme rullet i lang torden eller skar i korte, hæftige
vændinger, fallt undertiden også i stille ord, men kun for atter at
ta højden. Han kunde i grunnen ikke tale uten i stort rum og
med det uændelige over tanken; ti hans stemme hadde ingen vel-
lyd, før den skrek, hans åsyn ingen klarhed, hans tanke ingen
slående tydelighed, før den brant av ildhu. Ikke fordi æmnet var
funnet først nu; nej, så visst som smærten hadde drat store
forråd sammen i denne sjæl, hadde også tænkningen gjort det;
han var en stræng, innesluttet arbejder. Men han var til det sæd-
vanlige ikke altid ordnet, han kunde ikke mynte samtalens tanker;
han måtte få enetale, han måtte i alle fall få gå stærkt op og ned.
At yppe ordskifte med ham var nær overfall på våbenløs mann,
men farligt allikevel; ti hans overbevisning møtte straks og med
sådan voldsomhed, at han ingen tid fik til grunner; tvang man
ham ænda til at gi dem, skedde ett av to: entet oversprøjtet han
motparten således, at det kunde gå helt ilte, eller han tidde tvært,
fordi han var rædd sig selv. Ingen kunde lettere bringes til taus-
hed æn denne stærke, veltalende mann.
Petra hadde bævet, straks provsten begynte sin bøn; ti hun følte
hvor den var tat. Jo længer han kom i teksten, des nærmere følte
hun han kom henne selv; hun krøp sammen, og hun så Signe
gjøre det samme. Men ubarmhjærtig skar den vældige i vej, løven
var ute efter bytte, hun følte sig fra alle kanter forfulgt, avstængt
og infanget, — men hvad strængt var grepet, blev holdt mykt i
forbarmelsens hånd. Det var som blev hun — uten et dommens
ord — kun lagt infanget over i Alkjærlighedens favn. Og der bad
hun, og gråt hun, og hun hørte Signe gjøre det samme og ælsket
henne for det!
Da provsten gik ned fra sin sanheds stol for at gå forbi til så-
kristiet, lå ænnu glansen over hans åsyn fra møtet med den høje.
Hans øje fallt like og forskende på Petra, men da hun så stort
op i det, gik en mildhedsstråle henover; han så raskt hen i kroken
til datteren, idet han gik videre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
