Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tiende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82 FISKERJÆNTEN
Signe rejste sig kort efter; sløret var for, så Petra ikke våget
at følge. Hun gik derfor senere. Men idag sat atter alle tre
sammen ved spisebordet; provsten talte litt, men Signe var sky.
Så snart provsten, der øjensynlig vilde ha det forefallne på tale,
kom med den sagteste hentydning, unveg Signe så bly og fint, at
provsten måtte huske hennes mor — blev taus og efterhånden
sørgmodig. Der skulde så lite til.
Nu er der intet pinligere æn en mislykket forsoningsprøve.
Man rejste sig uten at kunne se like på hværandre, æn sige takke
I dagligstuen blev det tilsist så trykket at alle tre gjærne vilde gå
ut igjæn, men ingen først; — Petra for sin del følte, at gik hun,
så var det for bestandig. Hun kunde ikke gjænse Signe, når hun
ikke fik lov at ælske henne, hun kunde ikke tåle at se provsten
sorgfull for sin skyll. Men skulde hun rejse, måtte hun avsted
uten avsked; ti hvorledes kunde hun ta avsked fra disse menne-
sker? Blot tanken derom jog henne op i en bevægelse hun med
yderste nød kunde dæmpe.
Hvært minut som forlænger en sådan trykket stillhed, hvori vi
vænter på hværandre, gjør den mere uutholdelig. Man kan ikke
røre sig, fordi man føler at det mærkes; hvært suk høres, det
høres også at en er ganske rolig; ti det høres som hårdhed. Man
kommer i spænning, fordi der ikke siges noget, og man bæver
for at noget skal bli sagt.
Enhvær følte at dette øjeblik aldrig kom igjæn. De murer man
sitter og bygger op imellem sig, vokser, vor egen skyll vokser, de
andres vokser, vokser med hvært åndedrag; snart er vi i for-
tvilelse, men snart i harm; ti den der bærer sig således ad imot
os, er ubarmhjærtig, ond, ikke tåler vi det, ikke tilgir vi det, —
Petra kunde ikke mere, enten måtte hun skrike eller løpe!
Da lød dombjæller på vejen; snart såes en ulveskinnsklædd
mann i spiss-slæde med skyssgut bakpå at suse forbi foran haven
og in i gården. — Alle drog pusten lettere og lydde efter befrielse!
De hørte den kommende i gangen, han drog rejsestøvler og klær
av, og talte med piken der hjalp ham; provsten rejste sig for at
gå imot ham, men vændte om for ikke at sætte de to piker alene;
— atter talte den fremmede i gangen og nu nærmere, så stemmen
bragte alle tre til at se op, men Petra til at rejse sig og nagle
øjnene i døren. — Der bankedes på; — ,,kom in!" sa provsten i
bevægelse, en mann med lyst åsyn og briller stod i døren, Petra
gav et skrik og sank ned igjæn: — det var jo Ødegård.
Han kom ikke uvæntet for provsten og Signe; ti han var
væntet til præstegården til julen, skjønt ingen hadde sagt Petra
det; men at han kom nætop nu, var jo forsynets førelse, det
føltes straks av dem alle.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
