Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tiende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92 FISKERJÆNTEN
„Det er sant, Erik, den gang traf du det!”
,Ja, vænt dog,” sa Ødegård, da de vilde til at gå; „ det er ikke
underligt at I ikke kjænner mig; men jeg skulde dog nok ha
slægt på Ødegårdene.” De vændte sig alle mot ham, selv prov-
sten, som vel hadde visst det, men ganske glæmt det. Jeg heter
Hans Ødegård, søn av Knut Hansen Ødegård, provsten, som en-
gang vandret ut fra eder med skræppen på ryggen.” — Da lød
det ut fra de mange tørklær: „Herregud — det er bror min, det.” —
De hadde stanset alle sammen, men ingen var god til at sige
noget. Ændelig spurte Ødegård: „Det var altså hos dig jeg var,
da jeg engang som smågut fulgte far ditop?” — ,Ja, det var hos
mig.”— „Og en stund hos mig,” sa Lars; „din far er mit søsken-
barn. — Men Randi sa med vemod: „Så du er han vesle Hans;
— ja, tiden går.” — „Hvorledes går det Else?” spurte Ødegård.
— „Dette er Else,” sa Randi og pekte på den lyse kone. — „Er
du Else!” utbrøt han; „du hadde en kjærestesorg den gang; du
vilde ha bygdens spillemann, fik du ham?” Ingen svarte. Tross
det tok på at skumre, så han Else bli meget rød og mænnene se
bort eller ned — med untagelse av den unge, som så stivt på Else.
Ødegård skjønte at han hadde spurt galt; provsten kom ham til
hjælp: „Nej, Hans spillemann er ugift; Else fik søn til Lars;
men nu er hun blet fri igjæn, hun er enke.” — Atter blev hun
blussende rød, den unge mann så det og smilte spotsk.
Men Randi sa: „Ja, du har vel rejst vide, du? Du har lært
meget, kan jeg høre.” — „Ja, hittil har jeg læst eller rejst; men
nu vil jeg bli og ta fat.” — „Å ja; så går det: — nogen rejser ut
og kommer til lys og lærdom; andre sitter igjæn.” Og Lars la til:
„Fædrejorden er ofte tung at vænde. Arbejder vi så en mann
frem som kan bli til hjælp, så farer han.” — „Kallet er forskjelligt;
enhvær ma følge sit,” sa provsten. — „Og Vorherre lægger nok
arbejdet sammen,” sa Ødegård; „min fars arbejde når nok hit
igjæn, hvis Gud vil.” — „Å ja, det gjør det vel,” sa Randi sagt-
modig; „men det er ofte tungt at vænte; for det varer så længe.”
De skiltes; provsten stilte sig ved det ene og Ødegård ved det
annet vindu for at se efter dem; ti de skulde nu gå over fjællet;
den unge mann gik sist. Ødegård fik høre om ham, at han var
fra byen, hvor han hadde begynt på flere ting, men var altid
røket uklar med folk. Han trodde sig kallt til noget stort, visst-
nok til apostel, men var forunderlig nok stanset oppi Ødegårds-
bygden, — somme mente av ælskov til Else. Han var en ildsjæl,
som hadde gjænnemgåt mange skuffelser og hadde flere i vænte.
De var nu blet synlige i fjællet; fjøsets tak dækket dem ikke
længer. De arbejdet tungt opover, trærne tok dem, de kom frem
igjæn, altid højere op. Der var ingen vej i den dype sne, trærne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
