Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tiende kapitel - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var vejvisere i uføret, og langt borte til siden gav snefjællene ret-
ningen av deres hjæm.
Men inne fra stuen kom et par trillende forspill og derpå:
Jeg giver mit digt til våren,
skjønt ænnu den ej er båren;
jeg giver mit digt til våren
som længsler til længsler lagt.
Så slutter de to en pakt:
at lokke på sol med liste,
så vinterens nød må friste,
at slippe et kor av bække,
så sangen må ham forskrække —:
at jage ham ut av luften
med idelig blomsterduften. —
Jeg giver mit digt til våren!
ELLEVTE KAPITEL
Fra hin dag av var provsten meget lite sammen med de øvrige;
dels optok julen ham, dels blev han ikke færdig med at utfinne
om skuespillet var den kristne tillatt eller ej; blot Petra viste sig,
fallt han i staver.
Mens provsten altså sat inne på kontoret enten med sine præ-
kener eller en kristelig etik foran sig, sat Ødegård hos damerne,
som han idelig måtte sammenligne. Petra funket og var aldrig
sig selv lik, den der vilde følge med, blev holdt i arbejde som
over en bok. Signe var derimot så velgjørende i sin stadige inder-
lighed; hennes bevægelser var aldrig uvæntede; ti de spejlte
hennes væsen. Petras stemme hadde alle farver, skarpe og blide,
og hvær styrkegrad. Signes ejde en særegen vellyd, men var ikke
vækslende — uten for faren, som intil mesterskap forstod at skille.
Petra var hos ett ad gangen; var hun hos mere, var det for at
iagtta, slet ikke for at hjælpe. Signe hadde øje for alt og alle, og
fordelte sig uten at man mærket det. Talte Ødegård med Petra
om Signe, hørte han en håbløs ælsker klage; men talte han med
Signe om Petra, blev ordene meget få. Inbyrdes talte pikerne ofte
sammen, og uten tvang; men det var blot om likegyldige ting.
Han stod i stor taknemlighedsgjæll til Signe; ti det var
henne han skyllte hvad han kallte „sit nye menneske”. Det
første brev han mottok fra Signe i sin store sorg, var som en
bløt hånd over pannen. Så varsomt hun fortalte, at Petra var
kommet til dem, misforståt og mishandlet, så fint hun utla, at det
tilfeldige i hennes komme måtte være Guds styrelse, „forat intet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
