Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 103
liten glæde igjæn, som hun ikke må forsmå. Gud være mig
stakkars synder nådig!
Pedro Ohlsen.
— så tillater jeg mig at spørge, om De selv vil henvænde Dem til
til Deres mor desangående eller ønsker sådant av mig."
Postdagen efter bragte brev fra moren, skrevet av provst Øde-
gård, den eneste hun nu hadde turdet tro sig til; det inneholdt at
hun gav sit minne og opfyllte betingelsen, den at meddele Petra
hvem Pedro var.
Tidenden og summen satte henne i en egen stemning; det var
som alt nu begynte at lægge sig til rette; det var en minnelse
mere om avrejsen.
Altså til hennes kunst-øjemed hadde gamle Per Ohlsen spillet
sine første penger sammen i bryllupper og ved danser, og han,
søn og sønnesøn på forskjellig måte slitt og lidt. Summen var ikke
stor, men den vilde magte at bære henne et stykke længer ut i
værden og derved også hurtigere frem.
Men som sol steg den tanke op, at nu kunde moren flytte til
henne, hun kunde hvær dag gi sin mor glæde, hun kunde gjæn-
gjælle sin mor! Hun skrev et langt brev til henne hvær postdag,
hun kunde næppe oppebie svaret. Da det kom, var det en stor
skuffelse; ti Gunlaug takket, men mente „at hvær sat best i sit“.
Nu lovte provsten at skrive, og da Gunlaug fik hans brev, kunde
hun ikke længer dy sig, hun måtte fortælle sine sjøfolk og andre
kjænninger, at hennes datter skulde bli noget stort ensteds og vilde
ha henne til sig. Derved blev saken til et meget vigtigt spørsmål
i byen, det blev avhandlet både på brygger og fartøjer og i alle
kjøkkener. Gunlaug, som til denne tid ikke hadde nævnt sin
datter, talte herefter aldrig om annet æn „min datter Petra“, like-
som ingen herefter talte om annet til henne.
Men ænnu da det lakket mot Petras avrejse, hadde Gunlaug
ikke git besked, hvilket bedrøvet datteren meget. Derimot blev
det højtidelig lovet henne både av provsten og Signe, at de begge
skulde komme in til henne, når hun første gang skulde optræ.
Sneen tok på at gli av fjællene, det grønnedes så småt på mar-
kerne. Det liv som ved vårens komme vågner på en jord mellem
fjællene, er stort, som længselen var stor. Menneskene blir raskere,
arbejdet lettere, rejsehugen ser ut over fjællene. Men Petra, skjønt
hun længtes, hadde aldrig ælsket stedet og tingene som nu, hun
skulde skilles fra dem; ja, det var som hun intil nu hadde for-
sømt dem, fordi hun først nu forstod dem. Hun hadde bare nogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
