Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104 FISKERJÆNTEN
dager igjæn der på gården; hun og Signe gik omkring og tok farvel
med alle og alt — især med de steder de sammen hadde fåt kjær.
Da mældtes dem av en bonde, at Ødegård var oppe på Øjgarene,
og at han agtet sig ned til dem. Pikerne blev begge ganske sky
og hørte op at gå ut.
Men da Ødegård kom, var han så lys og glad som ingen før
hadde set ham. Hans ærend i bygden var at lægge en folke-
højskole der, og i den første tid, til han fik en lærer han likte,
selv at styre den; senere vilde han sætte annet og mere i gang.
Han betalte på den måte, sa han, noget av farens gjæll til bygden,
og hans far hadde lovet ham at flytte til ham, straks huset var
færdigt. Såvel provsten som Signe blev overmåde glade ved
dette naboskap, Petra også, men det fallt henne dog fremmed, at
nætop som hun rejste, bosatte han sig.
Provsten vilde at de dagen før Petras avrejse tilsammen skulde
nyde den hellige nadver. Dermed fallt en stille højtidelighed over
de siste dager, og når de talte sammen, skedde det halvt sagte.
I skjær av denne stemning stod alt Petra gav sit øje for siste
gang, med alvorlig tale. Det oplevede vilde gjænnemgåes, hun stod
i avregningsforhold til det; ti intil nu hadde hun aldrig set tilbake,
men kun frem. Nu møtte det altsammen, fra barndommen til
idag, de første lokkende spanske viser sang atter, de mange for-
villelser av uredig længsel, som hennes barndom og ungdom hadde
dradd sammen, toges atter på og av igjæn, stykke for stykke,
som man prøver gamle mål. Var der noget hun glæmte, så hadde
en ting i hennes nærhed minnelsen på rede hånd; ti ved synet
av den hadde hun engang tænkt på det, og tingen og tanken var
siden forenet. Især hadde pianoet så meget at minne om, at det
næsten var til overvældelse. Hun blev sittende ved det uten ret
at kunne røre det, og spilte Signe, kunde hun næppe være inne.
Hun var også helst alene; Ødegård og Signe forstod det og holdt
sig for sig selv; alle mennesker så på henne med vemodig ven-
lighed, og provsten gik i de dager aldrig forbi henne, uten at han
strøk henne over håret.
Ændelig kom dagen. Det var en halvklar, dæmpet dag, det
tødde i fjællene og grønnedes på akeren. De fire holdt sig hvær
på sit værelse, til den tid kom at de sammen skulde gå i kirke.
Der var foruten dem kun klokkeren og en fremmed præst til-
stede; provsten vilde selv nyde det hellige måltid; men tillike vilde
han holde skriftetalen; ti han hadde nogen særskilte ord at sige
den bortdragende. Han talte som når de en helligaften eller fød-
selsdag sat ved deres bord hjæmme. Det vilde snart vise sig,
mente han, om den tid hun med bøn til Gud om nåde idag av-
sluttet, hadde lagt et grunnlag. Intet menneske blir fullt sant,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
