Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at det la et trylleskjær over stuen. Men brudeslåttens historie gav
henne en rørende forståelse av hvad forældrene hadde gjænnemgåt.
De såre minner gik hun varsomt forbi, og la en tilbakeholdt,
men inderlig kjærlighed for dagen i det som hun turde dele med
dem, og det var deres gudsfrygt, deres sanhed, deres stillhed,
deres arbejdsomhed. Efterhånden som Beret vokste til, lærte hun
det samme; ti kvinnens opdragerkald er våkent like fra barndommen av.
Hos besteforældrene strømmet det liv som ikke fik slå ut i
stuen. Her blev sunget og danset, her blev lekt og fortalt eventyr.
Og således deltes da søstrenes tid i opvæksten mellem den dype
hengivenhed for deres tungsindige forældre i den stille stue og
det glade liv i besteforældrenes; men så læmpelig deltes det, at
det var forældrene som bad dem gå til de gamle og more sig,
og de gamle som bad dem gå in igjæn „og rigtig være snille
jænter“.
Når en jænte i alderen mellem 12 og 16 år tar en søster i
alderen mellem 7 og 11 op i sin hele fortrolighed, får hun til
gjængjæll en stor hengivenhed. Men den lille blir gjærne litt for
voksen av det. Mildrid selv derimot vant meget ved at være
overbærende, trøstefull, meddelende, mottagende, og hun vant
forældrenes og besteforældrenes stille glæde.
Der er ikke mere at fortælle, før Mildrid kom i sit femtende
år; ti da døde gamle Knut, hurtig og let. Overgangen fra at han
sat og spøkte i stuen, til han lå lik, var så godt som ingen.
Det skjønneste farmor siden visste, var at ha Mildrid på
barneskammelen ved sine føtter, som de var vante til fra Mildrid var
liten, og da enten selv at fortælle om Knut eller at få Mildrid til
at småtralle brudeslåtten. I dens toner så Astrid hans kraftige,
mørke hode dukke op i hennes barndom; i den kunde hun følge
ham i lierne over gården, hvor han blåste slåtten som gjæter; i
den kjørte hun til kirke ved hans side — i den levde hans muntre,
kloke billede klarest op igjæn! Men i Mildrids sjæl begynte den
at røre sig på en ny måte. Mens hun sat og sang for farmor,
spurte hun sig selv: Skal den nogensinne spilles for mig?
Fra den stund spørsmålet var rejst, vokste det; slåtten hadde
en stillt-strålende lykke. Hun så en brudekrone blinke i dens
solskin, den gav en lang, lys fremtid at kjøre frem i. Seksten år —
og hun spurte sig selv: „Skal jeg — ja, skal jeg nogensinne selv
kjøre frem efter den, og far og mor efter mig, forbi en almue
som ikke ler, stige glad av hvor mor gråt, gå forbi Ole Haugens
blomstrende grav og op til alteret i skinnende fryd, så far og
mor får oprejsning!“ —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
