Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det var sant: nogen av Tingvold-folket hadde han med sin gode
vilje næppe hilst på. Men dette som nu skedde, var annet æn
han hadde tænkt sig; han satte et par store øjne på henne. Der
svævet noget forbi hans hukommelse om, at moren hadde grått
så i kirken den dag hun blev viet; kanske det ligger til den
slægten, tænkte han og vilde bort fra det. — „Du får unskylle mig,
om jeg har skræmt dig,“ sa han og gik efter hunden; det bar
hastig opover hejen.
Da hun våget sig til at se op, hadde han nætop nådd kammen
og vændte sig om og så på henne. Det var kun i et øjeblik, for
i det samme gjødde hunden på den andre siden, det gav et sætt
i ham, geværet op og avsted. Mildrid stod ænnu og så dit hvor
han hadde ståt, da et skudd skræmte henne. Skulde det være
bjørnen? Skulde den ha været henne så nær? — Og avsted kløv
hun, hvor han nylig hadde kløvet, og stod hvor han hadde ståt,
skygget for øjnene med hånden i solen, og — ganske rigtig: halvt
bak et krat lå han på huk over en stor bjørn! Før hun visste
det, hadde hun hoppet ned til ham; han lo imot henne, og han
fortalte, men bestandig med lav, myk røst, hvorledes det kunde
være gåt til at de hadde tapt sporet, siden han dog fantes her;
han fortalte hvorfor hunden ikke hadde kunnet få vejre bjørnen,
før han kom like på ham, — og under dette hadde hun glæmt
gråten og unseelsen, og han dradd kniven; han vilde flå den straks.
Kjøttet var på dette lejte ingenting til, han vilde straks grave det
ned; men huden vilde han ta med. Og hun holdt i, og han flådde;
siden sprang hun til sæteren efter øks og spade til ham, og skjønt
hun var rædd bjørnen, og skjønt den lugtet ille, blev hun ved at
hjælpe ham, til han var færdig. Da var det blet over middag, og
han bød sig selv til at spise med henne. Han vasket både sig
selv og huden, hvilket var et drygt arbejde, og da han var færdig,
satte han sig in til henne i boden; ti hun var til sin skam ikke
færdig ænnu. Han pratet om et og annet, let og hyggelig, men
meget lavmælt, som de folk gjærne gjør, der færdes så meget alene.
Mildrid gav de knappeste svar hun kunde; men da hun sat like
over for ham ved bordet, kunde hun hværken tale eller spise, så
der ofte blev stillt. Da hun var færdig, vændte han sig på krakken,
stoppet og tændte en snadde. Han var også blet noget mere
fåmælt, og om litt rejste han sig. „Jeg har langt hjæm,“ sa han,
og idet han gav hånden ut, la han ænnu sagtere til: „Sitter du
hvær dag der du sat idag?“ Han holdt hånden litt, som væntet
han svar. Hun turde ikke se op, æn sige svare. Da følte hun
han trykte raskt til; „takk for idag!“ sa han sagte, og før hun
ænnu kunde samle sig, så hun ham med bjørnehuden, geværet
i hånden, hunden ved siden gå bort over lynget. Hun så ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
