Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mot luften; ti fjællene lå til siden; hans lette, kraftige gang bar
ham raskt bort; hun gik ut og så efter ham, til han var forsvundet.
Nu først la hun mærke til, at hennes hjærte slog, så hun måtte
presse hænderne over det. En stund efter, og hun lå på græsvollen
med ansigtet på sin arm, — og på det aller nøjagtigste eftergik
hun dagens hændelser. Hun så ham dukke op i småskogen
over henne, hun så ham stå skulderbred, med det snart skiftende
øje like foran sig; hun følte overtaket og sin egen frygt og den
skamfulle gråt; hun så ham på hejkammen mot solen, hun hørte
skuddet, hun stod på knæ foran ham mens han flådde, hun hørte
op igjæn hvært ord han sa; og hans lave stemme, som lød så
fortrolig at det tok i henne, når hun tænkte på den — den hørte
hun igjæn fra krakken foran gruen mens hun kokte, og foran
bordet mens hun spiste; hun kjænte, at hun da ikke længer turde
se ham i øjnene, og hun kjænte, at hun tilsist også hadde gjort
ham forlegen, for han. tidde. Hun hørte ham tale en gang til, da
han tok hennes hånd, og hun kjænte håndtrykket — det gik henne
ænnu like ned i foten! Hun så ham gå bort over lynget, gå, gå!
... Kom han nogensinne igjæn! Sådan som hun hadde båret sig
ad ... umuligt! Nej, hvor var det ikke stærkt, skjønt, selvhjulpet,
alt det hun hadde set av ham ... og hvor var det ikke dumt og
ynkeligt, alt det han hadde set av henne! Ja, ynkeligt fra første
skrik for hunden til skamrødmen og gråten, fra den klodsede
hjælp hun gav ham, til maten som hun ikke tidsnok fik færdig!
Og at hun ikke kunde svare, ja ikke engang når han så på henne
... og så tilsist, da han spurte om hun sat hvær dag under hejen,
at hun da ikke sa nej, for hun sat jo ikke hvær dag under hejen!
Var ikke hennes taushed som om hun bad, stilltiende bad ham
se efter? ... Hele hennes jammerlige hjælpeløshed .. måtte den
ikke mistydes på samme måte? .... Å, hvor hun skammet sig!
Det brænte over hennes legeme, især i ansigtet som hun grov
dypere og dypere ned ... og så atter mante hun frem det hele
billede, hans herlighed og hennes ynkelighed, og derpå skammen
ænnu stærkere!
Ænnu da bjællerne mældte at buskapen kom, lå hun der, men
skyndte sig nu og laget til. Beret som kom, så straks at her
var noget på færde; ti Mildrid gav bakvændte spørsmål og svar,
og bar sig i det hele så tullet ad, at Beret flere ganger stanste og
så! Og da de skulde spise tilkvælls, og Mildrid sa at hun ikke
kunde spise, og i stedet satte sig utenfor, fejlte det bare, at Berets
øren skulde bøje sig fremover, forat hun fullkommen skulde ligne
en jagthund som blir var. Beret spiste og klædde sig av, de lå i
samme seng, og da Mildrid ikke kom, stod Beret oftere sagte op,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
