Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dag overgit sig til en mann hun aldrig før hadde set! I længden
måtte jo nætop han dypest overse henne! Når det ikke engang
lot sig fortælle, ændog til Inga — hvad måtte det så ikke være?
Da Beret kom med de første klokkelyd fra buskapen i det
fjærne, fant hun søsteren likesom uten liv foran boden. Hun stod,
til Mildrid var nødt til at løfte hodet og se på henne. Mildrids
øjne var forgråtte, hele hennes uttryk lidende. Men det uttryk
forvandlet sig, da hun så på Beret; ti Berets åsyn var oprørt;
„hvad fejler dig?“ utbrøt hun. „Ingenting!“ svarte Beret og blev
stående med så ufravændte øjne på Mildrid, at denne måtte slå
sine ned, vændte sig og rejste sig for at lage til. De møttes ikke
før ved kvællsmaten, hvor de sat like over for hværandre. Da
Mildrid ikke selv var god til at spise mere æn et par skefulle,
så hun nu og da åndsfraværende på de andre, men helst på
Beret som aldrig blev færdig. Hun spiste ikke, hun slukte som
en sulten hund. „Har du ikke fåt mat idag?“ spurte Mildrid.
„Nej,“ svarte Beret og blev ved. Mildrid igjæn om en stund:
„Har du ikke fulgt med gjæterne?“ — „Nej,“ svarte både hun og
begge gjæterne. I disses nærvær vilde Mildrid ikke spørge videre,
og senere gjorde hennes eget syke sinn henne så lite skikket til
at passe på søsteren, også, som hun syntes, så lite værdig. Dette
blev kun et tillæg til de nagende bebrejdelser som hun lot gå med
slag forbi sin sjæl, én for én, der hun i kvællen og natten sat
utenfor på sin plass ved boden.
I den blodrøde kvæll, i den isgrå nat ingen fred og slet ingen
trang til søvn. Det arme barn hadde aldrig før været i nød. Å
hvor hun bad! Hun slap, og hun tok på igjæn, hun brukte bønner
som hun kunde, og hun brukte egne ord, og aldeles utmattet tok
hun ændelig sengen. Der samlet hun igjæn hele sit hjærte, men
hun hadde ingen styrke længer; hun kunde bare ta op igjæn:
„Hjælp mig! Kjære, kjære Gud, å hjælp mig!“ — og hun vedblev
med det, snart svakt, snart højt; for hun stred, om hun
skulde slippe ham eller ej. Da skræmtes hun, så hun gav et
skrik; ti Beret hadde lynsnart rejst sig på knæ og stod over
henne; „hvem er han?“ hvisket hun, hennes store øjne sprutet
ild, og hennes hete ansigt, korte åndedræt viste et stort sinnsoprør.
Mildrid, underkastet av sin selvpinsel, utmattet på sjæl og legeme,
kunde ikke svare; hun var blet så skræmt at hun vilde gråte.
„Hvem er han?“ truet den andre, nærmere ved hennes ansigt;
„det nytter dig ikke at gjæmme det længer; jeg har idag set eder
hele tiden!“ Mildrid holdt armene over sig som til forsvar; men
Beret tok i dem og bøjde dem ned: „Hvem er han, siger jeg!“
— hun så henne like in i øjnene. „Beret, Beret!“ klaget den
andre; „har jeg annet æn været god imot dig, fra du var liten?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
