Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fulgt frem efter hunden. Mildrid sprang op, hun så på veninnen
et glimt av et øjeblik, gik så til henne, la den ene arm om
hennes hals og sit hode på hennes skulder. Inga tok om henne;
„hvem er han?“ hvisket hun, og Mildrid kjænte hvor hun skalv.
Men Mildrid rørte sig ikke. Inga visste jo hvem han var, for Inga
kjænte ham; men hun turde ikke tro sine egne øjne! Da kom
Hans nærmere. Jeg tænkte du kjænte mig,“ sa han rolig; „jeg
er Hans Haugen.“ — Ved at høre hans røst løftet Mildrid sit hode.
Han gav hånden ut, og hun gik hen og tok den, og så på veninnen
med skam og glæde i højrød blanding.
Hans tok sit gevær og sa farvel, idet han hvisket til Mildrid:
„Du kan skjønne jeg kommer snart igjæn efter dette!“ — Begge
fulgte ham ned til stølen, og så ham gå der han gik igår. De stod
så længe de kunde se; Mildrid lænet sig til Inga, og denne følte
hun skulde ikke røre sig og ikke tale. Men da hun bøjde sig bort,
lutet Mildrid sit hode mot Ingas skulder; „spørg mig ikke om
noget,“ sa hun, „for jeg kan ikke fortælle det.“ Hun stod en
stund in ved henne, og så gik de til boden. Der husket Mildrid
hun hadde latt alting ufærdigt efter sig, og nu hjalp Inga henne.
Under arbejdet talte de ikke synderlig med hværandre, i alle fall
ikke om annet æn arbejdet.
Hun satte frem noget middagsmat, men kunde selv så lite spise,
skjønt hun følte trang både til mat og søvn. Inga forlot henne så
snart hun kunde; hun så at Mildrid helst burde være ene. Da
Inga var gåt, la Mildrid sig også på sengen og skulde just sove.
Ænnu en gang vilde hun dog ta frem av dagens hændelser noget
han hadde sagt, og som var det dejligste. Hun kom derved til at
spørge sig selv hvad hun svarte på dette. Og da stod det for
henne, at hun hadde ikke sagt et ord — nej, under hele deres
møte ikke et eneste ord! Hun rejste sig i sengen. Han måtte
ikke ha gåt mange steg alene, før også han hadde mærket det,
— og hvad vilde han så tænke? At hun var et menneske som
gik vileløst i søvne! Hvorledes kunde han i længden drages til
henne? Det var også først da han var kommet fra henne, han
kunde finne ut, at han holdt av henne; — hun bævet for hvad
han måtte finne ut idag. — Hun satte sig atter utenfor som igår.
Mildrid hadde jo sit liv igjænnem været vant til at passe på sig
selv; hun hadde gåt i så vare forhold. Derfor fant hun i alt hun
i dette døgn hadde gjort, hverken takt eller overvejelse, næppe
ærbarhed. Hun kjænte ikke av bøker eller omgang noget sådant;
hun så n ed bondens syn, og ingen har strængere vedtægter. Det
er sømmtligt at dæmpe sin følelse; det er ærbart at være sen
med dens yttring. Hun som fremfor nogen sit liv igjænnem hadde
været det, og derfor nydt alles agtelse, hun hadde på en eneste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
