Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gang på vejen gik hun fortere, båret av altid stigende spænning;
hun la ikke mærke til det, kun suste det i hennes hode, presset
det for brystet, åndedrættet slog ikke til. Hun måtte sætte sig litt
og ta hvile. Men hun fik ikke hvile ved at sitte, hun måtte ligge.
Hun kastet sig ned over sin arm, og dermed sovnet hun.
I to dager og nætter hadde hun næppe sovet eller spist, og
hvad magt dette hadde fåt over et barns sjæl og legeme, som
rolig og regelmæssig til da hadde tat måltider og søvn i sit stille
fædrenehus, forstod hun ikke.
Men Beret var ikke gåt til deres forældre, men avsted efter
Hans Haugen! Hun hadde langt at gå og tildels på ukjænte steder,
ved randen av en skog og senere højere opover fjællflater, som
ikke var helt trygge for udyr, hvilket nylig hadde vist sig. Men
hun gik på, ti Hans måtte komme, eller det gik galt med Mildrid;
hun kjænte jo ikke sin søster igjæn!
Hun var frisk og glad, hennes søsters eventyr fulgte hoppende
med. Hans Haugen var det fornemste hun visste i værden, og
Mildrid måtte ha det fornemste! Det var ikke noget under at
Mildrid gav sig straks til ham, like så litt som at han blev tat ved
synet av Mildrid. Vilde forældrene ikke fatte dette, så måtte de
gjøre hvad de vilde, og de to true sig frem, som hennes oldefar
hadde gjort, hennes bestefar hadde gjort — og hun istemte slægtens
brudeslått. Den jublet ut over de øde hejer og døde i en
halvskyet dag. Ovenpå stanste hun og ropte hurra. Kun en strime
av bygdens borteste og øverste del så hun, der hun stod; på denne
side sa hun den siste rand av skogen, senere lyng, og her hvor
hun stod, bare sten og stenflater i stivnet bølgegang. Hun fløj
videre hen ad denne i den lette luft. Hun visste at i like retning
av det snefjæll hvis top stod over de andre, skulde fjællhytten
ligge, og om en stund skjønte hun at hun snart ikke hadde langt
igjæn. For at retlede sig kløv hun op på en stor, løs sten, og så
da et fjællvand like ned foran sig. Om det var en hytte eller en
sten, det som hun så ved vandet, kunde hun ikke avgjøre, ti
somme tider var det en hytte og somme tider en sten. Men ved
et fjællvand skulde hans fjællhytte ligge. Jo, det måtte være ved
dette, ti der rodde en båt frem om odden! To mænn sat i; det
måtte være ham og Tyskeren! Hun ned og avsted. Men det som
hadde syntes så nær, var langt borte, og hun løp og løp. Det
gav spænning at møte Hans Haugen!
Hans Haugen sat aldeles trygg i båten hos Tyskeren, uvidende
om alt det opstyr han hadde voldt. Hans hadde selv aldrig været
skræmt. Han var bare glad og sat og laget en sang til brudeslåtten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
