Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130 BRUDESLÅTTEN
Han var ingen rar digter; men han fik noget i stand om deres
kirkefart, hvortil deres møte i skogen gav hvært vers omkvæd.
Han fløjtet og fisket og moret sig udmærket; Tyskeren fisket og
lot ham ha fred.
De hørte det nu hauke fra stranden, og begge, både han og
den skjæggede Tysker, så op og så en jænte som vinket. De sam-
talte et øjeblik og rodde til lands. Her sprang Hans op og bela
båten, og begge bar de geværer, klær, fisk og fiskeredskaper op;
men mens Tyskeren gik like til hytten, gik Hans med sin bør op
til Beret som stod på en sten til siden. „Hvem er du?“ spurte
han. „Beret, Mildrids søster,“ sa hun; han rødmet, og det gjorde
hun med. Men straks blev han blek: „Står noget på?“ — „Nej,
ikke annet æn at du må komme. Hun tåler ikke at være alene
nu.“ Han stod en stund og så på henne. Derpå bøjde han og
gik mot hytten. Tyskeren hadde stanset utenfor og hængt fiske-
redskaperne op; Hans gjorde nu det samme, mens de samtalte.
Inne fra hytten hadde, like siden Beret hauket, to hunder gjødd
av alle livsens kræfter. Mænnene gik in sammen; men idet de
åpnet døren, stormet de to hunder ut, Hans’s og Tyskerens, men
blev begge strængt kallt in igjæn. Det blev stillt, og det varte
længe inden Hans kom ut. Men da var han anderledes klædd,
hadde geværet og hunden med. Tyskeren fulgte ham utenfor.
Og der tok de hværandre i hånd, som var det avsked for læn-
gere tid. Hans kom straks til Beret. „Kan du gå fort?“ spurte
han. ,Ja, det er sikkert.“ Og han gik, og hun løp; hunden
foran.
Da han ikke hadde tænkt annet, æn at Mildrid måtte være likeså
trygg °g glad ved deres forlovelse, som han selv hadde været,
kom dette bud efter ham som et bud efter nye tanker. Natur-
ligvis, hun var urolig for forældrene! Hun var også opskræmt
over den hast hvormed alt var gåt til; naturligvis! Dette forstod
han nu så godt, at han i høj grad forundret sig over at han ikke
hadde forståt det før— og han gik på! Selv på ham hadde sam-
træffet med Mildrid jo først gjort intrykket av et overfall; hvad
måtte så ikke hun, et barn, stille, tilbakeholdent som forældrenes
hus, føle ved at kastes ut i en storm? — Og han gik på.
Under denne jagende marsch var Beret hoppet ved siden, så vidt
muligt med ansigtet vændt mot hans. Han hadde nu og da skimtet
hennes store øjne og blussende kinner; men tankerne hadde slåt
for tæt ring om ham, han hadde ikke set henne tydelig, og tilsist
så han henne slet ikke. Han vændte sig; hun var et godt stykke
bak ham, men strævde efter, alt det hun orket. Hun hadde været
for stolt til at sige, at hun ikke holdt denne marsch ut. Men da
han nu stanste og væntet, til hun ændelig andpusten kom efter,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
