Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132 BRUDESLÅTTEN
og intok en annen stilling, men sov videre. „Lad henne da sove!“
hvisket Hans; „og gå du hen og tag mot kreaturene; jeg hører
bjællerne.“ Da Beret vilde løpe, kom han efter; „bring mat med
dig, når du kommer tilbake,“ hvisket han. Nu satte han sig et
stykke fra henne, tok hunden til sig, tvang den til at lægge sig,
sat og holdt den for at hindre den i at gjø, om en fugl eller et
dyr skulde stryke forbi.
Aftenen var skyet, hejerne og bærgflaterne lå grå, alt omkring
var stillt; der hørtes ikke engang en småfugl. Han sat eller lå
med hånden på hunden. Hvad der skulde avtales, når Mildrid
vågnet, var han snart færdig med. Fremtiden hadde ikke en sky;
han lå ubekymret og så op i himlen. Han visste at deres møte
var et vidunder; Gud selv hadde sagt dem at de skulde gå livet
sammen.
Han strævde atter med brudeslåtten; glæden lå dæmpet over
hans sjæl, han fanget tankerne inne i den.
Klokken kunde være over otte, da Beret kom tilbake og bar
mat med. Mildrid var ænnu ikke vågnet, Beret satte fra sig, så
på dem en stund, satte sig derpå selv, men et stykke fra de
andre. Atter væntedes der vel en time, i hvilken Beret ofte rejste
sig for ikke at falle i søvn. Henved ti vågnet Mildrid. Hun
vændte sig nogen ganger, slog ændelig øjnene op, så hvor hun
lå, rejste sig i sæte, så de andre. Hun var halvdrukken av søvn,
hvorfor hun ikke klart fattet hvor hun var, og hvad hun så, til
Hans rejste sig og kom smilende derhen. Da gav hun begge
hænderne ut imot ham.
Han satte sig ned ved hennes side: „Nu har du sovet, Mildrid.“
— „Ja, nu har jeg sovet.“ — „Nu er du sulten.“ — „Ja, jeg er
sulten“ — og Beret kom med maten. Hun så på den og på dem;
„har jeg sovet længe?“ sa hun. — „Å ja; nu er klokken vel
ni; — se på solen!“ — Først nu syntes hun at gjænkalle sig det
hele.— „Har I sittet længe her?“ — „Å — nej;—men spis nu!“
Hun begynte. „Du var nok på vejen ned til dalen?“ spurte
Hans sagte, idet han stak hodet nærmere. Hun blev rød; „ja,“
hvisket hun. „Imorgen, når du rigtig har sovet ut, skal vi gå
derned begge to.“ Hennes øjne fæstet sig ved hans — først store
og forundrede, så smilende, fyllt av takk; men hun sa intet.
Herefter syntes hun at livne til; hun spurte Beret hvor hun hadde
været, og Beret fortalte hun hadde været efter Hans, og han for-
talte resten; Mildrid spiste og hørte, og det var synligt, at nu
kom hun efterhånden in i den gamle fortryllelse. Hun blev meget
munter ved at høre at hunden hadde funnet henne og slikket
henne i ansigtet, uten at hun hadde vågnet. Hunden sat just og
fulgte grådig hvær bit hun tok; nu begynte hun at dele sin mat
med den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
