Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BRUDESLÅTTEN 133
Straks hun var færdig, gik de langsomt mot sæteren, og ikke
længe efter lå Beret. De to satte sig utenfor døren. Det begynte
at småregne; men taket var fremskutt, så de ænste det ikke.
Tåken tættet til rundt om stølen, de sat som i en tryllering.
Luften var selvfølgelig heller mørk æn lys. Dæmpede ord fallt,
og hvært førte fortrolighed. For første gang kunde de tale sammen.
Han bad henne vakkert om forladelse, fordi han ikke hadde
husket at hun måtte være anderledes æn han, og at hun hadde
forældre at rådføre sig med. Hun tilstod sin frygt og sa, at fra
den stund hun hadde møtt ham, hadde hun ikke været sig selv,
ja hadde ændog glæmt forældrene; — hun hadde visstnok mere
at sige; men hun vilde ikke fullføre. Men i deres hævende glæde
talte alt, like til det sagteste åndedræt. Den første fine overgang
av sjæl i sjæl begynte, den som hos andre oftest går forut for og
forbereder den første omfavnelse, men som hos disse kom efter.
De første vare spørsmål listet over i tusmørket, de første vare
svar kom tilbake. Åndelette, myke som dun fallt ordene og vif-
tedes således tilbake. Da var det at Mildrid ændelig, sagte, for-
søkende, fik mot til at spørge, om han ikke syntes hun ofte hadde
båret sig underlig ad. Han forsikkret, at det hadde han ikke funnet,
nej, ikke en eneste gang. Om han ikke hadde lagt mærke til, at
hun igår hadde tidd stille ved det hele møte? Nej, han hadde
ikke mærket det. Om han ikke hadde funnet (hun vilde længe
ikke sige det, men så kom det med bortvændt åsyn og hviskende)
at hun hadde været for snar på det? Nej, han hadde bare tænkt
på hvor vakkert det var gåt til. Men hvad tænkte han ved at
hun hadde grått den første gang? Ja, den gang forstod han det
ikke, men nu kunde han nok skjønne det, — og han var glad ved
at det var slik hun var.
Alle disse svar gjorde henne så lykkelig at hun trængte til at
være alene. Og som han hadde gjættet også dette, rejste han sig
stille og bad henne sove. Hun rejste sig også. Han nikket og
gik langsomt til fjøset, hvor han skulde ligge; men hun ilte in,
klædde sig av, og først i sengen tok hun sine hænder sammen,
takket Gud— å, hvor hun takket ham! takket ham for Hans, for
hans kjærlighed, hans overbærenhed, hans dejlighed, hun hadde
ikke ord nok; takket så Gud for alt, alt, altsammen, også for
smærten i disse to dager; ti hvor hadde den ikke gjort glæden
stor! — takket for ensomheden på fjællet, og bad Gud følge henne
ut fra den og ned til forældrene — vændte tanken atter til Hans,
og takket for ham, hvor hun takket!
Da hun om morgenen kom ut — Beret sov ænnu — stod Hans
på tunet; hunden hadde fåt bank; den hadde uroet en rype og lå
nu og gjorde sig lækker. Da Hans så Mildrid, løste han hunden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
